”Hvordan adskiller du sprogene i din hjerne, når du snakker dansk?”
En af mine første minder er, at jeg stillede dét spørgsmål til min storebror. Han var otte år ældre end mig og kunne allerede snakke dansk og engelsk. Det fyldte meget i mit hoved, hvordan to eller tre sprog kunne køre rundt i ens hjerne. Jeg forestillede mig, at det tog ekstremt lang tid at lære et sprog, og at det kun var de mest lærenemme mennesker, der kunne dét.
Jeg havde aldrig selv forestillet mig eller haft som mål at lære et fremmed sprog, it was not the main goal.
Størstedelen af min tid i folkeskolen har jeg ikke haft en lærer, der kunne flydende dansk eller engelsk, for vi flyttede også meget rundt og skiftede skole en hel del gange. Mine forældre kunne heller ikke snakke et andet sprog flydende, kun grønlandsk.
Men i 8. klasse i Ilulissat fik vi endelig en sprogligt uddannet lærer, og jeg kunne langt om længe lære rigtig matematik og fysik. Det betød, at vi fik et højere undervisningsniveau, som jeg havde higet efter. Selvom jeg voksede op i en bygd med færre end 200 mennesker, og der var 200 kilometer til den nærmeste by, var jeg et åbent og nysgerrigt barn. Jeg ville gerne opnå det samme som min storebror, der allerede var lærenem i sprog og matematik. Uden problemer begyndte jeg at kunne lide at lære sprog og de forskellige fag, vi havde i folkeskolen.
Jeg flyttede til elevhjemmet i Upernavik, da vi blev nødsaget til at flytte tilbage til bygden. Som 13-årig forlod jeg mine forældre og flyttede til Upernavik, fordi der var mangel på lærere i bygden. Det var normalt og ikke overraskende, at mine klassekammerater ikke havde lært noget i dansk, fordi de ikke kunne snakke med eller forstå vores danske lærer.
Men jeg kunne mærke, at jeg kunne forstå lidt mere end før.
Vores danske lærer, Peter, kom over til mig efter timen og spurgte stille: ”Sikki, kan du forstå hvad jeg siger?” Jeg svarede, ”Ja!”.
Jeg husker det som første gang, at jeg snakkede dansk med en dansker. Der var jeg 15 år. Vores lærer så meget glad ud, da jeg forstod ham, og han lovede mig, at han ville lære mig mere, og at han ville fortælle det til sin kone. Han havde endda også sagt til de andre lærere hvor dygtig, jeg allerede var blevet til at forstå dansk.
Desværre var Peter nødt til at rejse væk, og jeg mistede muligheden for at få god undervisning.
Men vores klasselærer tog sagen til sig og arbejdede på at flytte mig til 10. klasse og hoppe 9.klasse over, fordi jeg var foran mine klassekammerater og skulle have muligheden for at tage på efterskole i Danmark, nu hvor jeg var i gang med at lære dansk. Desværre afslog skoleinspektøren, fordi jeg kom fra en lille bygd.
”Sikki, tag over til studievejlederen og lav en ansøgning, så kan du tage på efterskole efter 9. klasse, for du kommer alligevel ikke til at lære mere her!” Jeg adlød og tog over til studievejlederen, som sendte en ansøgning afsted til efterskolen. Mine forældre fik det først at vide, da jeg var kommet ind, så hurtigt gik det.
Jeg tog på efterskole i Kongenshus Efterskole. Der var der 37 elever, jeg var den eneste grønlænder. Jeg boede hos min faster, før jeg skulle starte på skolen, og jeg havde vabler, fordi jeg havde fået nye sko. Min faster lærte mig på vej til efterskolen, at jeg skulle sige, når jeg nåede frem: ”har I vabelplaster? Vabler betyder qaattoorneq, så giver de dig plaster”.
De løb hver morgen på efterskolen, og de var meget interesseret i mig og prøvede ihærdigt at lære mig dansk. Men jeg var ikke atletisk og følte ikke længere, at min efterskole var noget for mig. Derfor flyttede jeg til Klank Efterskole allerede en måned efter.
På skolen var der syv grønlændere. Jeg blev mere doven og lærte ikke særlig meget, fordi jeg hele tiden var sammen med en anden grønlænder, som var min bedste ven.
Jeg lærte rigtig meget hverdagsdansk. Men det var først efter to år, da jeg startede på gymnasiet, at jeg indså, hvor vigtigt det var at lære dansk. At det var meget afgørende for min fremtid. Jeg kunne se på nogle af mine klassekammerater, at de var gode til dansk, da de selv havde boet i Danmark.
Da jeg gik på gymnasiet i 2014 begyndte jeg virkelig at lære dansk og engelsk. Siden jeg var barn, havde jeg kæmpet for at få bedre karakterer, og nu strammede jeg endnu mere op.
Årene gik. Jeg fik gode resultater, da jeg blev student, og jeg kom ind på jurauddannelsen på Århus Universitet. Selvom jeg syntes, det var svært at lære helt nye ord fra det akademiske sprog, følte jeg ikke, det var hårdt. Det var mere livstilsændringen og dét, at jeg for første gang bevægede mig væk hjemmefra alene som voksen, der var det hårdeste.
Jeg havde nogle rigtig hjælpsomme studiekammerater, som altid spurgte, om jeg forstod de fremlagte temaer. De sørgede for at hjælpe mig med notater, når vi var i grupper, så jeg ikke kom bagud. Jeg har kæmpet i en lang periode for at lære dansk. Det tog mig seks år før, jeg begyndte at forstå det, og fire år før jeg lærte at tale det.
Jeg er vokset op i et land, der ikke snakker dansk og har været omringet af meget få dansktalende. Heldigvis har jeg altid mødt nogle mennesker, der har hjulpet mig. Jeg har ikke mødt en eneste dansker, der på grund af mit sprog, mit udseende eller min identitet holdte mig udenfor. Desværre har nogle af mine grønlandske kammarater oplevet diskriminationen så voldsomt, at de troede, at alle grønlændere var nødt til at snakke 100 procent flydende dansk.
Jeg havde aldrig oplevet diskrimination før, så det gjorde allermest ondt, da en grønlænder, der næsten kun snakkede dansk, sagde til mig: ”Ej du er virkelig dårlig til dansk” og efterlod mig alene i mørket.
Min første oplevelse af diskrimination skyldtes, at jeg forklarede vedkommende, hvor svært jeg havde ved at lære at udtale ord med æ ø y å, fordi jeg ikke brugte dem i hverdagen. Dér opdagede jeg, at andre grønlændere selv var så pressede, at de følte sig berettigede til at nedgøre selv dem, der lærte dansk.
Eller havde de selv oplevet så meget nedgørelse fra danskere eller grønlændere på grund af deres sprog, at de tænkte, at de også skulle mobbe, nedgøre eller finde fejl hos dem, som kæmpede for at lære dansk eller et andet sprog?
Jeg er selv enormt heldig, at jeg ikke har haft danske klassekammerater og heller har ikke mødt nogen, som nedgjorde mig på grund af mit sprog. Derfor har jeg ikke ret til at kritisere eller nedgøre andre grønlændere, der føler sig diskrimineret.
Det er ærgerligt at tænke på, at det kræves af os grønlændere, at vi skal kunne snakke dansk uden fejl i en tidlig voksenalder, når vi aldrig har brugt dansk eller har været nødsaget til at bruge dansk hele vores barndom. Og jeg føler, at der er rigtig mange danskere, der ikke tænker over det, og at de ”uden at ville det” eller ved et tilfælde gør det modsatte og skaber forhindringer for at lære grønlandsk.
Et eksempel er, da jeg studerede til AFIS-operatør1 i Århus, og en dansk underviser fremlagde hvor forskellige vores læringsmetoder kunne være. I sin fremlæggelse afspillede underviseren en Youtube-video af en professor, som forklarede hjernens funktion. Videoen viste, at man selv som 70-årig kan lære et nyt sprog, hvis bare man har viljen og motivationen til det.
Efter fremlæggelsen sagde vores lærer grinende: “Men I skal ikke tænke, at jeg ikke har prøvet at lære grønlandsk, DET HAR JEG, TRO MIG, det er alt for svært.” Og jeg svarede: “måske har du ikke prøvet nok”.
Der kom intet svar, men det blev kommenteret, at jeg snakkede og kritiserede for meget.
Jeg tog AFIS-uddannelsen i Danmark sammen med de danske studerende.
Hvis jeg ikke havde lært dansk og var kommet ind og havde sagt: “I’m sorry but I cannot speak Danish because it was too hard to learn”, så ville jeg selvfølgelig ikke være startet dér, og måske ville jeg blive dømt som en, der ikke har lyst til at lære. Det er virkelig tankevækkende at se tilbage på disse absurde hændelser som voksen,og at blive fortalt: “wow du er virkelig god til dansk”. Jeg har ikke længere lyst til at sige tak, når folk overrasket siger til mig, at jeg er god til at snakke dansk og engelsk, nu svarer jeg: “jamen, det blev jeg nødt til ”.
Jeg har ikke lært dansk for sjov, det er ikke en hobby. Jeg kæmpede for at lære det, da jeg som teenager opdagede, at det var nødvendigt for min fremtid.
______________________________________________________________________________
1 AFIS = Aerodrome Flight Information Service, en funktion hvor operatøren sender oplysninger til fly om fx vejr og flyveforhold.
Faktisk har jeg også været nødsaget til at lære dansk, så jeg kunne forstå de danskere, som ikke har syntes, at det var vigtigt at lære grønlandsk. Så kunne jeg snakke med dén ene dansker, som ”ikke ville” lære grønlandsk på en grønlandskejet arbejdsplads med grønlandske medarbejdere, og oversætte for dem, der ikke kunne forstå dansk.
Selvom jeg ikke føler mig diskrimineret af danskere, så kæmper jeg nu for at råbe højt om, at der er en hel masse muligheder for, at vi kan lære hvad som helst og et hvilket som helst sprog.
Selvfølgelig er det muligt at lære grønlandsk, selvom man snakker dansk. Jeg mener, at udlændinge også skal se det som en pligt. Hvis de skal bo og arbejde længe i Grønland, skal de lære grønlandsk. På den måde kan vi sparre mere ligeværdigt, når vi taler samme sprog. Vi har brugt så mange kræfter og penge på at lære, og det behøver ikke kun være os, der skal ofre os for sproget. Det må være gensidigt!
Forfatter: Sikkerninngaq O. Gärtner
Udgivelse: De Grønlandske
Skrivemakker: Ivaana Aagga Geisler
