“Dum grønlænder” ”Grønlænderstiv”
”Fordrukken eskimo” ”Alkoholiker”
”Indvandrere” ”Har du fået grønlandsk rundstykke?”
”Klog af en grønlænder” ”Vi ejer dig”
”Incestudøvere” ”I er intet uden os”
Det er nogle af de ord, vi grønlændere ofte får spyttet i ansigtet af danskere.
Grønland har siden 1721 været under dansk kolonisering med missionær Hans Egede i fronten, og selvom vi i dag har selvstyre, så er det stadig tydeligt hvilket land, der dominerer. Følelsen af at være velkommen er anderledes, når en dansker er i Grønland, end når en grønlænder er i Danmark. For eksempel kan de fleste af os tale det danske sprog, og selv dem, som har svært ved det, prøver alligevel at snakke det. Det kan for mange heller ikke undgås at skulle tage til Danmark enten for at besøge familie eller at studere. Min mor blev sendt til Danmark som 10-årig for at lære dansk. Det samme skete for mine to onkler, men heldigvis var det en god oplevelse for dem. Kunne du nogensinde forestille dig at sende dit 10-årige barn til Grønland for at lære grønlandsk?
Jeg har været heldig, da jeg ikke har oplevet det værste af det, som grønlændere normalt oplever – ironisk nok fordi jeg snakker meget rigsdansk, og at jeg ikke ligner “den typiske” grønlænder. Alligevel får jeg til tider kommentarer, når jeg drikker, da vi oftest ses som alkoholikere. Jeg har også i flere tilfælde fået at vide, at jeg er meget klog eller smuk i forhold til, at jeg er grønlænder, hvilket IKKE er et kompliment. Det, jeg fortæller nu, er småting sammenlignet med, hvad andre grønlændere har oplevet. Men det er stadig noget, der former én som person. Især når man er i et land, man tror, man er ligeværdig med. Kan du forestille dig, hvor underligt det er at få at vide, at du er klog, fordi du er lyshåret? Eller at en nægter at date dig, bare fordi du ser dansk ud?
Min familie elsker at rejse, og det var i mange år en tradition at tage til et nyt land hvert år. Derfor har jeg lært, at den gensidige respekt faktisk findes derude. Når vi har mødt nye mennesker i andre lande, så udviser de nysgerrighed og er altid åbne for at få ny viden om et land, de ikke kender til. Jeg har mange gode minder fra mine ferier, og jeg kan ikke huske en ferie, hvor vi har oplevet racisme eller had bare for at være fra Grønland. Det er kun i Danmark, at dette had kommer frem. Det er vildt, at vi lærer sproget alle 10 år i folkeskolen, og at vi har om Danmark i fag som historie, men at de fleste danskere alligevel ikke ved noget om Grønland.
For mit vedkommende kan det tilgives, at man er uvidende. Det, jeg ikke kan lide, er hadet, der formes fra den uvidenhed. Jeg har mødt danskere, som er åbne for at lære om Grønland. Jeg har endda en dansk aataa (morfar) som forelskede sig i Grønland. Han flyttede til Grønland for at arbejde og endte med at møde min aanaa (mormor), hvor han senere giftede sig med hende. Selvom han boede i Grønland over halvdelen af sit liv, så sagde han altid, at han for evigt var dansk. Trods den stolthed han havde til det land, han blev født i, så forelskede han sig i Grønland. Og da han gik bort, kunne han ikke forestille sig at blive begravet andre steder end i Grønland. Når jeg bliver tvivlsom om forholdet mellem Danmark og Grønland, tænker jeg tit tilbage på mine bedsteforældre. Jeg har nemlig aldrig mødt to mennesker så forelskede, og en dag vil jeg gerne selv finde den kærlighed, de havde til hinanden,. Min aataas tilknytning til Grønland giver mig håb om, at vi i fremtiden kan få den gensidige respekt mellem de to lande.
Tal Dansk
Jeg blev født i 2004 i rigsfællesskabet, præcist i Nuuk, Grønlands hovedstad. Et fællesskab som jeg troede var ligeværdigt. Grønlandsk er mit modersmål, og jeg talte ikke andet end dét, indtil jeg kom i en børnehave, hvor flertallet af børnene var danske. I løbet af få måneder stoppede jeg helt med at tale grønlandsk. Pludselig kunne jeg ikke lide den grønlandske mad, jeg normalt elskede. Det var i en tidlig alder, jeg lærte, at danskere dominerede i det grønlandske samfund. Vi var kun børn, men jeg lærte hurtigt at indordne mig i systemet.
Da jeg blev ældre og gik i folkeskole, fik jeg mit grønlandske sprog tilbage. Mine klassekammerater og jeg havde det godt i hinandens selskab, indtil vi fik en ny naturfagslærer fra Danmark. Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi elever talte grønlandsk til hinanden i forbindelse med gruppearbejde. Pludselig begyndte læreren at råbe ad os. Vi blev chokerede over lærerens udbrud. Læreren blev sur over ikke at kunne forstå os, fordi vi talte vores modersmål. Han beskyldte os for at bagtale ham, fordi vi talte et sprog, han ikke kunne forstå, så han bad os om at tale dansk. Episoden skabte ballade på skolen, og det resulterede i, at vi begyndte at tale dansk, når vi havde den pågældende lærer. Kan du forestille dig, at dit barn kommer hjem fra sin danske folkeskole og siger, at deres lærer har råbt og skældt dem ud bare for at have talt dansk?
På gymnasiet oplevede jeg noget tilsvarende. Jeg har altid været sproglig stærk. Ved slutningen af gymnasietiden skulle jeg op i psykologi, og jeg havde aldrig været så nervøs for en mundtlig eksamen før. Grunden til min nervøsitet var, at jeg kendte dem, som var oppe lige før mig. Jeg kendte den ene som en meget klog og dygtig elev, der altid var klar og aktiv i timerne. Da hun kom ud af eksamenslokalet, kunne jeg fornemme, at det ikke var gået godt. Hun havde fået 02. Det gjorde mig bekymret. Hvis hun fik så lav en karakter, hvad ville jeg så få? Min eksamen gik overraskende godt, og jeg fik 12. Det fik mig til at tænke over, hvad det var jeg gjorde, som hun ikke kunne? Det gik op for mig, at det nok skyldtes, at hun kommer fra en mindre by, hvor hendes fortrolige sprog er grønlandsk. Hun var en af de dygtigste piger, jeg kendte på gymnasiet, men hun var ikke stærk på dansk. Både censor og eksaminator var danskere. Kunne det mon have været anderledes, hvis hun havde fået muligheden for at tale sit eget sprog? Kunne du forestille dig at være til din endelige eksamen i gymnasiet, hvor censor og eksaminator ikke talte dit modersmål?
Jagten
Som barn lærte jeg at skyde med riffel. Det lyder nok voldsomt, men som grønlænder er det noget af det mest naturlige. Jeg er den ældste ud af fem, så jeg var den første, der skulle lære at tage på jagt. Jeg har altid værdsat de gode stunder, jeg har haft med min far. Jeg kan ikke tale om følelser med ham, men jeg kan virkelig mærke den kærlighed, han har for mig, når vi er ude i naturen. Min far har lært mig overlevelse, ikke kun i naturen men også mentalt. Han har lært mig, at jeg skal rejse mig op, når jeg snubler, og at der altid er en udvej. Et af de minder, jeg har fra vores jagt, er dengang, jeg ikke kunne komme over en elv med stærk strøm. I stedet for at vende om, så bar han mig over elven. Han har lært mig at stå oprejst, også når der er udfordringer. Han har ligeledes lært mig at have en enorm respekt for naturen. I en tidlig alder lærte han mig at udnytte hele rensdyret, når vi havde skudt det. Vi har altid kun skudt de dyr, vi havde brug for, og min fars taknemlighed for fangsten kunne altid ses. Et eksempel på denne taknemmelighed er, da min far skød 2 rensdyr. Selvom det normalt ville være for meget at bære alene, så gjorde han det. Han gik flere kilometer alene i den barske natur, bare så fangsten ikke gik til spilde. Det var så hårdt, at han dagen efter var så øm, han ikke kunne gå. Min far er én af mine største rollemodeller, da jeg aldrig har mødt en mand som ham med så stor respekt for naturen og andre. Kunne du forestille dig at skyde din egen økologiske gris? Frem for at tage i Netto og købe oksekød og øko-æg.
En anden ting, jeg elsker ved jagten, er at komme hjem til en glad mor, der har ventet spændt hele dagen på, om vi har fået fangst. Fangst betyder nemlig, at vi har mad i fryseren til den kommende vinter. Min mor tager ikke med på jagt, men det er hende, som gør dyret klar, når vi er tilbage. Selvom hun er træt, hjælper hun altid til. Hendes godhed er som ingen andres. Jeg lever i en sammenbragt familie, hvor kærlighed og sammenhold er det vigtigste. Min mor har altid taget mine andre søskende under vingerne som var de hendes egne, og uden hende i vores liv tror jeg ikke, vi har fungeret så godt, som vi nu gør. Hun har også lært mig, at der altid er en ny dag i morgen. Vi kan ikke ændre det, som skete i går – vi kan kun se fremad. Min mor er en kvinde, som aldrig giver op. Hun har lært mig altid at holde mit hoved højt uanset hvor dårligt, jeg har det. Som mange andre grønlændere er hun omsorgsfuld. Det er også derfor, jeg har brug for at nævne hende. Hun er den vigtigste kvinde i mit liv.
Lys i Mørke
Grønland er et af de smukkeste steder i verden med en ubeskrivelig natur.
Forestil dig
Et sted hvor luften er så ren Et sted med dansende nordlys
Et sted hvor himlen er fyldt Et sted med en stilhed så stor, at
med farver, du aldrig har set en man bliver helt overvældet
himmel have
Et sted med isfjelde så store som Et sted med en ro så dyb
bygninger
Men ligesom livet kan være så smukt, kan Grønland også blive dækket af mørke skyer. Flere familier har oplevet tragedier. Et af de minder, jeg har, stammer fra dengang, jeg var 12 år gammel. En jævnaldrende, jeg kendte, var ude at sejle med familien, da ulykken skete. Båden ramte en isskosse, og alle blev kastet over bord. Han så sin familie drukne. Han var den eneste overlevende. Lokalsamfundet viste deres støtte ved at samle penge ind til ham, men dét, han mistede den dag, kan aldrig erstattes. Dette er et eksempel på, hvor barsk livet kan være. Selvom livet kan være hårdt og ubærligt, så står solen stadig op. Vi er et lille samfund med kun 56.000 indbyggere, hvor de fleste kender hinanden. Når ting som dette sker, påvirker det hele samfundet, netop fordi vi er så få. Det er derfor vigtigt, at vi står sammen. Jeg tænker tit på det, han oplevede, og grunden til, at jeg fortæller dette, er, jeg vil vise, at selvom vi er omgivet af mange gode ting, så kan livet hurtigt ændre sig.
Ligesom et gevær kan give lykke til en konfirmand, så kan selv samme gevær skabe sorg. Grønland har nemlig et af de højeste selvmordsrater i verden. Alle, selv jeg, kender en, der har mistet livet til selvmord. Kirkegårde fyldes hurtigt med unge sjæle. Det bør aldrig være en udvej, for der findes altid andre muligheder. Trods dette tabu er jeg stadig stolt af at være ung grønlænder, for selvom livet kan være barsk, har min omgangskreds vist mig, at livet er herligt. Livet handler om at opleve, og uden nedture kan der aldrig være opture. Så selvom livet byder på udfordringer, er det vigtigt at elske sig selv. Vi grønlændere har oplevet meget modgang, men vi står stadig oprejst.
Vi er fandme så seje
Vi er åbne og nysgerrige Vi er imødekommende
Vi er tresprogede Vi er inkluderende
Vi har en rig kultur Vi holder sammen
Vi har lært at tilpasse os naturen og vores omgivelser. Så kære “gæst” – du er hjertelig velkommen, men lad os se hinanden i øjenhøjde. Jeg tager dig gerne i hånden og viser dig skønheden og skyggerne af vores rigsfællesskab set med mine øjne.
Selvom vi for nogen er ”dumme grønlændere”, ”fordrukne eskimoer” eller vi ses som nogen, der ikke kan klare os selv, så er vi et stolt folkefærd med en kærlighed og respekt som ingen andre.
Gud Bevare Danmark
og Grønland
Forfatter: Aia Lyberth Jeppson
Udgivelse: De Grønlandske
Skrivemakker: Nanna Majborg
Advarsel: TW: Selvskade
De serien, publiceres i samarbejde med Ungdomsbureauet
Andre fortællinger i serien: https://aviisi.gl/da/2026/06/07/er-hun-groenlaender/
