Jeg sidder og venter på 2A på Christianshavns Torv. Jeg mærker den kolde stenbænk under mig. Det lille halvtag over mig giver en smule ly fra regnen, men dråberne rammer stadig det yderste af mine sko, der nu er gennemblødte. Lyskrydsets skiftende lys spejler sig på den våde asfalt, og jeg holder øje med, hvordan farverne ændrer sig i regndråberne, og skyggerne fra mennesker, der går over krydset. Mine høretelefoners ledning er viklet rundt om remmen på min taske, så den ene falder ud af mit øre. Jeg havde alligevel ikke sat noget musik på. Det hjælper mig bare med at lade som om, jeg ikke kan høre, hvordan de snakker sløret grønlandsk bag mig. De er fulde, de er næsten altid fulde. Jeg kan ikke forstå grønlandsk længere, men jeg får en hemmelig ro af at høre dem tale sproget. For et øjeblik kan jeg lade som om, det er sne, der daler stille, i stedet for regnen, og deres stemmer bliver til min familie, der snakker.
Det bliver dog hurtigt afbrudt af en ru stemme, og jeg tænker, at de er oppe at skændes igen. Jeg prøver ikke at kigge op, for jeg ved, hvad der møder mig: blikkene fra dem der venter på bussen. De samme blikke, der venter på, at jeg gør noget ved situationen – at jeg jo er en af dem, så jeg har et ansvar.
Jeg kigger op på et af tagene ved torvet i stedet. Taget er mit første minde, fra da jeg kom til Danmark som treårig. Jeg husker det skarpe røde lys højt oppe fra bygningen, det snurrede i cirkler og lyste anderledes end andre lamper. Min far holdt mig i sine arme efter den lange rejse, og det var vildt for mig at være omgivet af de høje bygninger omkring torvet. Jeg kunne ikke læse, hvad der stod dengang, men jeg ved nu, at det var en reklame i neonlys for Kræftens Bekæmpelse.
Inden min far og jeg flyttede til Danmark, boede vi i Grønland sammen med min mor, bror og søster. Mine søskende er i princippet mine halvsøskende, men jeg har aldrig set dem sådan. Efter mine forældre gik fra hinanden, måtte de naturligvis blive hos min mor, mens min far tog mig, sit eneste barn, med til Danmark, hvor han kommer fra. Der er dog intet, der føles naturligt i at være væk fra sin familie for en lille pige.
Som barn var der mange voksne, der spurgte mig, hvorfor mine forældre ikke var sammen, eller hvorfor min mor stadig boede i Grønland. Jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor man ville stille en lille pige de spørgsmål. Det har altid været hårdt at snakke om, for jeg savner jo min mor. Det virkede også altid som om, jeg svarede noget forkert, for de voksne kiggede bare tilbage med et medlidende blik, som jeg ikke helt vidste, hvad betød. Den dag i dag er der stadig mange, der stiller mig nærgående spørgsmål. Nu er jeg selvfølgelig voksen og har en anden forståelse, men et automatisk svar, der er blevet med mig, er et suk efterfulgt af: “Min mor er grønlandsk, derfor er hun i Grønland”. Jeg får altid et lidt forvirret blik tilbage, men jeg lader det være, hvad det er. Jeg prøver ikke at lade det være mit ansvar at forsvare mine forældres valg.
Jeg har altid fået meget intense spørgsmål. Jeg ved ikke, om det er normalt at skulle forklare ens opvækst, eller om nysgerrigheden overtager folk. Det er jo heller ikke så tit, at en lille pige vokser op med en enlig far, eller at moren ikke er så meget inde i billedet. I film og lignende er moren altid væk, fordi hun er død. Jeg har på den måde ikke haft så meget at spejle mig i. De intense spørgsmål stopper ikke ved min familie, de omhandler også Grønland. Jeg prøvede i mange år at lære så meget, jeg kunne, om Grønland, vores historie, og hvordan det er nu, for at kompensere for, at jeg ikke har en idé om, hvordan det er at bo der. Jeg prøvede at lade som om, jeg vidste det. Jeg følte, at jeg var nødt til det, når jeg skulle forklare, at hele Grønland ikke er alkoholiseret og fyldt med sociale problemer – at der også er meget smukt i Grønland, som ikke kun er naturen.
Jeg har dog altid besøgt Grønland meget i min barndom, cirka to gange om året, tre uger ad gangen, typisk i sommerferien eller til jul. Dengang var det altid Nanortalik i Sydgrønland. Jeg elskede det, jeg følte mig hjemme. De fulde, grønlandske stemmer fra torvet blev udskiftet med min families. Jeg kunne mærke, hvordan jeg passede ind. Hvordan bjergene omfavnede mig i stedet for fem etagers huse pakket tæt sammen. Der var frisk luft og sorte bær at plukke ude i bjergene, ture hen for at drikke kildevand og fisketure med min kusines familie. Jeg ville pludselig kunne huske mere grønlandsk, da min familie ville bruge de små dagligdagsord med mig, som jeg enten kunne huske eller forstå ud fra kontekst. Jeg blev rigeligt forkælet, for jeg er min mors yngste barn. Hun skulle aldrig opdrage mig, det var min fars job, så jeg fik slik og kage næsten hver eneste dag. Jeg måtte ikke binde mine egne snørebånd, det gjorde min mor for mig. Jeg tror, det var hendes måde at gøre op for, at hun ikke var der normalt. Jeg elskede omsorgen, så jeg lod hende gøre det, selvom jeg var alt for gammel til at få den hjælp.
Det var hårdt hver gang, jeg kom tilbage til Danmark, både på grund af savnet af min mor, familie og Grønland selv. Danmark er jo mit hjem, men der var så meget fokus på hårfarve, øjenfarve og hudfarve, så jeg følte mig udenfor. Det var ikke sejt at være grønlænder. Mine hår på armene var mørke og ikke som de andre pigers. En dreng nev mig engang i armen og kaldte mig en abe. En af drengene fra klassens lillesøster troede, at ordet “grønlænder” var det samme som “alkoholiker”. Det føltes på det tidspunkt håbløst at sige noget til det, når vi boede lige ved siden af torvet, hvor man kan se fulde grønlændere hver dag. Så jeg besluttede, at jeg i stedet måtte vise, at jeg var undtagelsen. Jeg var bange for at blive set med det samme blik som grønlænderne på torvet. Det viste sig bare hurtigt ikke at være så nemt at være undtagelsen i en kultur, hvor alkohol er samlingspunktet for de fleste unge.
Da jeg selv begyndte at drikke og tage til fester, fik jeg tit at vide, jeg var “smuk af en grønlænder”. Dengang så jeg det som et kompliment. Jeg ville så gerne være blond og blåøjet, at jeg havde overbevist mig selv om, at det måtte være det rigtige at være. Jeg endte endda med at afblege mit hår til platinblond. Det tog omkring seks til ti afblegninger at få den helt rigtige farve. Da jeg var seksten, tog jeg op og besøgte min mor, som nu var flyttet til Nuuk. Det var første gang, jeg skulle derhen, og jeg glædede mig. Jeg var høj og slank og havde lysende, blonde lokker. Jeg tænkte, at jeg ville være en superstar. Jeg havde pakket alt det pæneste tøj, jeg havde, som ville passe til sommervejret i Nuuk. Første dag, vi tog ned til centret for at shoppe, var jeg klar, fuld makeup og hovedet højt. Da jeg gik ned ad gaden i blændende solskin, så jeg en kvinde. Hendes kindben var høje og tydeligt markerede, og hendes øjne var brune og smukke. Det sorte hår var sat op i en knold, som fik hende til at se cool ud uden at prøve, og da ramte erkendelsen mig: Jeg var ikke speciel. Resten af dagen gik jeg rundt og følte mig lidt skuffet, men jeg lærte min lektie. Der er ikke nogen mening med at kalde mig “smuk af en grønlænder”, for det passer ikke. Jeg er bare smuk og grønlænder.
Det slags “kompliment” var dog ikke det eneste, jeg mødte. Jeg begyndte at drikke meget tidligt, og første gang var jeg tretten. Det var nu ikke unormalt på Christianshavn. Jeg gjorde det med min tætte vennegruppe hjemme hos dem, der var alene hjemme, og ellers på gaden. I takt med at jeg blev ældre, tog jeg til flere fester og begyndte derigennem at møde flere mennesker. Så snart de hørte, hvor jeg var fra, ville de spørge, om jeg så også var alkoholiker. Når jeg blev fuld, kaldte de mig grønlænderstiv. Jeg fik at vide, at jeg måtte kunne lide øl, når nu jeg var grønlænder.
Men jeg var fyldt med modstandskraft og prøvede enten at informere dem om deres problematiske udtalelser eller bare gå fra dem, der behandlede mig sådan, men tvivlen begyndte alligevel at tære på mig. Jeg havde svært ved at stoppe med at drikke, så snart jeg var begyndt. Jeg fik blackouts hver weekend. Jeg begyndte at tænke, at de måske havde ret – at jeg var anderledes, at det var en forhekselse, jeg havde arvet. Jeg drak så meget, fordi jeg ikke kunne håndtere mine følelser, men jeg begyndte at tro, at det var fordi, jeg er grønlænder. Der blev aldrig sagt det samme om mine danske venner. De drak lige så ofte som mig, men de var seje, og de var stolte – med druklege og konkurrencer om, hvem der kunne drikke mest. Det føltes bare aldrig som det samme, hvis jeg gjorde det.
Mine tanker bliver afbrudt af den skarpe lyd af sirener og det blå lys, der rammer gadens facade. Det er ikke et sjældent syn på Christianshavn, men jeg krydser stadig fingre for, at de ikke stopper op her ved torvet. Det gør de nogle gange for at få ro på dem, der sidder bag mig. Det er bare overdrevet, når der holder tre vogne for at få ro på et skænderi. Det virker modstridende, at så stor en udrykning dukker op til et skænderi, når den har manglet i langt værre situationer – og pludselig sidder jeg der igen, fjorten år gammel, og venter forgæves på, at nogen griber ind.
Min veninde og jeg er næsten ved broen, der fører til Kløvermarken, da vi opdager en skikkelse, der ligger i mørket med ansigtet fladt ned i asfalten, helt stille og ubevægelig. Han bliver i blink lyst op af hvide cykellygter fra cyklister, der passerer. De må have set ham, men alligevel drejer de udenom, som om intet er sket. Jeg prøver at få øjenkontakt med en gruppe voksne, der går forbi ham, men ingen fanger mit blik. Der går det op for mig, at ingen har tænkt sig at gøre noget. Min veninde og jeg bliver nødt til at reagere, når ingen af de her voksne vil. Vi går tættere på, vender ham rundt, og jeg får et sug i maven, da jeg opdager, at han lugter stærkt af alkohol og tobak. Jeg har aldrig før hjulpet en, der er faldet om, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Min veninde ringer 112. Hun taler i telefonen kortvarigt, før hun lægger den på igen og siger: “De spurgte fandme lige, om han var grønlænder?”. Det er som om, at al luften i mine lunger ikke vil ind eller ud. Mine tanker går med det samme hen på en historie, jeg hørte for nylig. En grønlandsk mand på Amager var omkommet, fordi ambulanceredderne ikke havde taget hans tilstand seriøst, da de hørte, han var grønlænder. Men jeg havde simpelthen ikke indset, at det ville være mere end et enkelttilfælde, at de spurgte ind til det.
Det føles som en evighed, før ambulancen dukker op.
Jeg vil aldrig glemme den aften. Siden den dag har jeg frygtet, at hvis jeg en dag skulle falde om på gaden i fuldskab, vil alarmcentralen så spørge, om jeg er grønlænder? Vil den person, der ringer, svare ja? Vil alarmcentralen vurdere, at de ikke vil hjælpe mig? I den situation er det måske kun vigtigt, om jeg har mørkt hår og smalle øjne, og om jeg er værd at redde.
Jeg falder ud af mine tanker og kigger op, da en mand sætter sig ved siden af mig på stenbænken på torvet. Jeg lægger mærke til den grønne sixpack, der ligger til venstre for mig. Han smiler venligt, “Kalaallit nunaaninngaaneerpit?”. Jeg undskylder og siger, jeg ikke kan grønlandsk. ”Er du fra Grønland?”. Jeg svarer “ja”. Jeg er lidt nervøs, men han virker ikke til at have drukket noget endnu, det er nok hans første øl for i aften. Han spørger, om jeg vil have en af hans øl. Jeg overvejer først, hvad folk vil tænke og kigger mig omkring. Jeg ser op, og med det samme mødes jeg af de blikke, jeg er så nervøs for at se. De kigger på mig, som om de skal redde mig, eller at de afskyr os. Jeg tænker “fuck it”. Jeg drikker en øl med ham. Vi snakker om, hvor vi er fra i Grønland. Han er også fra Sydgrønland og smiler, når jeg nævner min mors navn. Jeg giver ham en smøg, og jeg lader bussen køre forbi. Folk kigger væk igen, eller måske er det mig, der ikke søger deres blikke længere. Jeg er ligeglad, jeg har fået en gratis øl og snakker med en venlig mand. Det er ikke så slemt.
Forfatter: Nora Naasunnguaq Geraae Holm
Udgivelse: De Grønlandske
Skrivemakker: Amanda Westphal Johansen
De serien publiceres i samarbejde med Ungdomsbureauet
