Den engelske kok og eventyrer Mike Keen tilbragte 30 dage i Kullorsuaq, hvor han kun levede af fermenteret sæl. Eksperimentet skulle undersøge traditionelle arktiske kostformer, men udviklede sig også til et personligt opgør med moderne madvaner – og et kærlighedsforhold til Grønland
Badeværelset lignede et gerningssted. Blod på gulvet. En tung lugt af råt kød. Og midt i det hele: en hel sæl, der langsomt var ved at fermentere.
I 30 dage spiste den engelske kok og eventyrer Mike Keen ikke andet.
Ikke brød. Ikke grøntsager. Ikke kaffe. Ikke sukker. Kun sæl.
“Det var bare sæl. Øjne, testikler, lever, tarme, hjerte, lunger. Det hele røg i spanden, dækket af fedt, og fik lov at fermentere,” fortæller han med et grin, der antyder, at han godt ved, hvor absurd projektet lyder.
Eksperimentet begyndte egentlig som noget andet. Keen havde planlagt en skitur i Nordgrønland, hvor han ville undersøge, om fermenteret sæl – mikiak – kunne holde et menneske i live gennem en måned, sådan som inuit gennem årtusinder har levet af havets dyr.
Men klimaet og isen ville det anderledes.
Forsinkelser og usikre isforhold betød, at den planlagte tur måtte opgives. I stedet slog Mike Keen sig ned i den nordgrønlandske bygd Kullorsuaq, hvor eksperimentet udviklede sig til noget langt mere stationært – og måske endnu mere ekstremt.
I en vens badeværelse i Kullorsuaq installerede han en hel sæl, som langsomt fik lov at fermentere, mens han gennem 30 dage ikke spiste andet.
“Jeg endte med at blive i Kullorsuaq. Jeg havde den her sæl stående i en vens badeværelse. Det lignede et gerningssted med blod over det hele,” fortæller han.
På sociale medier blev han mødt med advarsler. Folk skrev, at han ville få botulisme. At han risikerede at dø.
Og måske havde de ret.
Keen befandt sig flere dages rejse fra nærmeste lægehjælp. Temperaturen i rummet lå omkring 17 grader, og sælen blev mere og mere ildelugtende for hver dag. Men han stolede på erfaringer fra tidligere ophold i Nordgrønland, hvor han havde smagt fermenteret kød sammen med lokale fangere.
Ét dyr. Én måned.
Da de 30 dage var gået, havde Mike Keen tabt ti kilo. Men det overraskende var ikke vægttabet.
“Min energi var fantastisk. Jeg sov virkelig godt. Mit hår, skæg og negle voksede helt vildt,” fortæller han.
Det mest opsigtsvækkende, siger han selv, var mængden af mad.
Han spiste i gennemsnit blot omkring 220 gram sæl om dagen – omtrent størrelsen på indholdet i en stor burger.
Og han følte sig ikke sulten.
Undervejs tog han prøver af kødet – i alt 51 prøver fra dag ét til slutningen af fermenteringen – samt biologiske prøver af sig selv for at undersøge, hvordan kosten påvirkede kroppen og tarmfloraen. Materialet bliver analyseret af forskere i både Grønland og Storbritannien.
Mike Keen håber, at projektet kan lære verden noget om sundhed.
Han mener, at fermenteret sæl potentielt kan rumme ernæringsmæssige kvaliteter, som moderne samfund overser, og han peger på grønlandske traditioner som en kilde til viden, der fortjener mere opmærksomhed.
Han mener, at moderne kostvaner, ultraforarbejdet mad og industrialiseret fødevareproduktion er centrale forklaringer på stigende livsstilssygdomme. Han kritiserer samtidig idéen om, at plantebaseret kost nødvendigvis er svaret – særligt i et arktisk samfund som Grønland, hvor mennesker historisk har levet af havpattedyr, fisk og fangst.
Det er påstande, der fortsat diskuteres blandt forskere, og som Keen selv håber at kunne nuancere gennem data fra sine eksperimenter.
Men én ting står klart for ham:
Grønland ændrede hans blik på mad.
“Det gik op for mig, hvor unikt Grønland er. Dyrene lever vildt i nogle af verdens reneste farvande. De er ikke pumpet med hormoner eller antibiotika. Det finder du næsten ikke andre steder længere,” siger han.
Fra Qaqortoq til Qaanaaq
Det begyndte dog længe før sælen i badeværelset i Kullorsuaq.
Faktisk begyndte det over en øl.
Mike Keen arbejdede i Camp Kiattua nær Nuuk, da en samtale med en guide tog en drejning.
De talte om Grønland. Om afstandene. Om kajakken som kulturarv.
Hvad nu hvis man sejlede hele vejen fra Qaqortoq i syd til Qaanaaq i nord?
Keen googlede distancen.
Omkring 3.500 kilometer.
“Jeg havde kun kajakket i to år, men tænkte: 30 kilometer om dagen i omkring 100 dage? Det kan jeg vel godt,” siger han.
Han ved godt i dag, at beslutningen måske var naiv.
“Hvis jeg havde vidst, hvor hårdt det ville blive, havde jeg nok aldrig gjort det.”
Den 26. april 2023 satte han af fra Qaqortoq.
Han havde sponsoreret udstyr, et GPS-kort på sin hjemmeside og KNR-interviews, der gjorde, at folk langs kysten begyndte at følge hans rejse.
Det blev afgørende.
For mens Keen havde forestillet sig et ensomt eventyr, blev turen i stedet en fortælling om grønlandsk gæstfrihed.
“Hver gang jeg kom ind til en bygd eller by, stod der næsten altid nogen klar med en pose mad og et sted at sove. Folk vidste, hvor jeg var, før jeg selv gjorde,” fortæller han.
I de mindre samfund oplevede han en hverdag, hvor jagt, natur og relationer stadig satte rytmen.
“Det frustrerede mig i starten. Hvorfor sker der ikke noget? Hvorfor starter vi først om aftenen? Men så gik det op for mig: Hvorfor har vi så travlt hele tiden?” siger han.
Han beskriver et Grønland, hvor børn leger sent ud på natten, hvor kaffemikker kan vare en hel dag, og hvor mennesker – trods økonomiske udfordringer – stadig prioriterer fællesskab.
Det ændrede hans syn på succes.
Tidligere drømte han om restauranter, Michelin-stjerner og penge.
Nu holder han foredrag om kost, evolution og Grønland.
Hans kajaktur blev til en dokumentar med skuespilleren og instruktøren Nikolaj Coster-Waldau som fortællerstemme, og projektet er siden blevet samlet op af internationale medier.
Grønland som laboratorium
Mike Keen kalder ofte Grønland sit “test ground”.
Ikke fordi landet er et eksperiment, understreger han, men fordi mødet med fangstkulturen og de lokale fødevarer fik ham til at stille spørgsmål ved alt det, han tidligere tog for givet som kok.
Han har besøgt Grønland mere end et dusin gange.
Og planerne stopper ikke her.
Næste skridt bliver nye kosteksperimenter, hvor han vil sammenligne forskellige diæter over længere tid.
Men uanset hvor projekterne fører ham hen, vender han tilbage til det sted, hvor idéerne begyndte.
“Grønland er 100 procent grunden til, at jeg laver de her eksperimenter. Folkene, naturen og måden at leve på ændrede mig totalt – og helt klart til det bedre.”
Grønland ændrede ham
Når Mike Keen taler om Grønland, lyder det mindre som en destination og mere som et sted, der har sat sig permanent i ham.
Han kom første gang som kok og eventyrer med en fascination af fermentering og traditionelle fødevarer. Men gennem kajakturen, mødet med bygderne og de mange måneder blandt fangere og familier blev fascinationen til noget større.
Han taler om gæstfriheden.
Om kaffemikker, der aldrig syntes at ende. Om mennesker, der tilbød ham mad og et sted at sove, længe før de kendte ham. Om børn, der leger til langt ud på natten, og et liv, der – trods hårde vilkår – stadig i høj grad følger naturens rytme frem for urets.
“Grønland ændrede totalt mit syn på livet. I England handler alt om deadlines, arbejde og penge. Her lærte jeg, at man godt kan sætte sig ned, drikke kaffe, være sammen med mennesker og bare lade ting tage den tid, de tager,” siger han.
Han lægger ikke skjul på, at det også er kontrasterne, der har gjort indtryk.
Det moderne vestlige samfund, siger han, føles ofte låst fast i travlhed, forbrug og jagten på mere. I Grønland oplevede han noget andet – et sted, hvor relationer stadig fylder mere end effektivitet, og hvor naturen stadig sætter rammerne.
“Jeg tror, jeg har været i Grønland 14 eller 15 gange nu. Og jeg bliver ved med at vende tilbage. Folkene, naturen og måden at leve på har ændret mig – helt klart til det bedre.”