Kommuneqarfik Sermersooqs Gadeteam hedder nu Tasiu. Navnet skal afspejle medarbejdernes støtte til socialt udsatte og hjemløse borgere.
Et nyt navn skal sætte ord på den indsats, medarbejderne allerede yder. Kommuneqarfik Sermersooqs Gadeteam har skiftet navn til Tasiu, der betyder »støttende hånd«.
Navneskiftet ændrer ikke teamets opgaver eller arbejdsmåde. Medarbejderne skal fortsat støtte og vejlede socialt udsatte borgere og hjemløse med udgangspunkt i den enkeltes behov.
– For os handler det om at holde borgerne metaforisk i hånden, støtte dem på vejen og vejlede dem i, hvordan de kan skabe en hverdag i egen bolig, siger Marthannguaq Dahl Bech, afdelingsleder for Tasiu.
Indsatsen er en del af kommunens arbejde med at forebygge og afhjælpe hjemløshed. Målet er blandt andet at hjælpe udsatte borgere til en varig boligsituation og en mere stabil hverdag gennem individuel støtte og samarbejde på tværs af fagområder.
Det nye navn blev foreslået af socialarbejder Maja Andersen fra det daværende Gadeteam. Medarbejderne valgte navnet ved en afstemning på en personaletemadag i Socialservice i september.
Torsdag den 29. oktober fra klokken 12 uddeler Tasiu sammen med NGO’en Hjælp Din Næste gratis mad, varme drikke og tøj foran Brugseni i Nuuk.
Uddelingen skal både hjælpe borgere med behov for fornødenheder og gøre flere opmærksomme på Tasius arbejde. Samarbejdet mellem Tasiu og Hjælp Din Næste har stået på siden foråret.
Kilde: Kommuneqarfik Sermersooq.


