Sermersooq

Bygdebestyrelser vil have større indflydelse i Sermersooq

Mere lokalt ansvar, tættere dialog og hurtigere løsning af opgaver var blandt ønskerne, da bygdebestyrelser fra øst og vest mødtes til seminar i Nuuk.

Bygdebestyrelserne i Kommuneqarfik Sermersooq ønsker større indflydelse på beslutningerne i deres områder. Det var et centralt budskab på et todages seminar i Nuuk den 23. og 26. oktober, hvor decentralisering var hovedtemaet.

Deltagerne drøftede blandt andet ansvarsfordeling, samarbejde om kommunens drift og bygdebestyrelsernes rolle i budgetarbejdet. Også ældres forhold, beskæftigelse og sociale ydelser var på dagsordenen.

For Ingvar Motzfeldt, formand for bygdebestyrelsen i Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat, var muligheden for selv at bidrage en vigtig forskel fra tidligere møder.

– Tidligere har vi på møderne mest fået informationer. Derfor er jeg meget glad for, at vi denne gang har været med til at bidrage, siger han.

Han efterlyser løbende information om arbejdet i bygderne og svar på bygdebestyrelsernes spørgsmål. Det skal give et bedre grundlag for at tage mere ansvar og arbejde med konkrete opgaver.

Også Niels Ole Ûtuaq, formand for bygdebestyrelsen i Kulusuk, Tiilerilaaq og Isertoq, ser muligheder i at flytte mere ansvar ud lokalt. Han vurderer, at større ansvar for egne områder kan føre til forbedringer, og fremhæver, at seminaret gav nye idéer.

Peter Nathanielsen, formand for bygdebestyrelsen i Kuummiit og Sermiligaaq, håber, at et tættere samarbejde med bygdelederne kan sætte mere fart på opgaver, der går i stå.

– Det er første gang, jeg oplever, at vi bliver inddraget så meget, og jeg har fået rigtig meget ud af det, siger han.

I Arsuk håber bygdebestyrelsesformand Niels Peter Mikaelsen ligeledes på ændrede arbejdsgange. Ifølge ham er byggeprojekter, vedligeholdelse og andre opgaver i området gået i stå siden kommunesammenlægningen. Han ser derfor frem til tættere kontakt med kommunale medarbejdere i Paamiut og håber, at planerne bliver gennemført.

Kommuneqarfik Sermersooq har besluttet at decentralisere mere ansvar. Baggrunden er, at borgere og lokale folkevalgte i bygder og mere afsidesliggende byer har oplevet at miste indflydelse efter indførelsen af storkommunerne.

Borgmester Avaaraq Olsen fremhæver en tættere dialog mellem bygdebestyrelserne og kommunens fagområder som et resultat af arbejdet indtil nu. Seminaret viste samtidig, at udviklingen varierer mellem de enkelte steder.

– Det står klart, at vi er nået forskelligt fra sted til sted. Det skal vi tage højde for i det videre arbejde, siger hun.

Kilde: Kommuneqarfik Sermersooq.

  • Tasiu og Hjælp Din Næste uddeler hjælp

  • Gadeteamet skifter navn til Tasiu – en støttende hånd

  • Maria Grødem vinder VM-sølv på Aruba