Trods to ugers sygdom op til afrejsen sikrede Maria Grødem sig sølv i aldersklassen 45-49 år ved verdensmesterskaberne i funktionel fitness for masters.
Maria Grødem kunne rejse hjem fra Aruba med en sølvmedalje efter iF3 Masters World Championship, der blev afholdt fra den 23. til den 25. oktober.
Med 516 point efter seks delkonkurrencer sluttede hun på andenpladsen blandt 21 deltagere i kvindernes aldersklasse 45-49 år. Susanne Hedberg vandt med 560 point, mens Erica Sterner tog bronze med 508 point.
Resultatet kom efter en optakt, der langt fra forløb som ønsket. I et opslag på Facebook fortæller Maria Grødem, at hun var syg i to uger op til afrejsen. Ved ankomsten til Aruba blev også varmen og den høje luftfugtighed en udfordring.
– Det var ikke let, og tingene gik ikke altid som planlagt. Derfor er jeg mere end taknemmelig for resultatet, skriver hun.
Mesterskabet bød på seks tests inden for udholdenhed, styrke, kropsvægtøvelser, tekniske færdigheder, eksplosivitet og en afsluttende kombinationstest.
Maria Grødem holdt sig blandt de seks bedste i samtlige tests. Hendes bedste delresultat var en andenplads i testen af tekniske færdigheder. Derudover blev det til en fjerdeplads, tre femtepladser og en sjetteplads.
Trods udfordringerne beskriver hun VM som en fantastisk oplevelse. Hun fremhæver arrangørerne fra det arubanske forbund F3ARUBA, de frivillige og værtskabet og glæder sig over både nye venskaber og gensynet med atleterne fra Fitness GymDanmark.
I opslaget retter hun også en tak til sponsorerne Travel by Heart Greenland, Deres Auto ApS, Modulo, Malik Seafood, Hotel Aurora in Greenland og Arctic Print.
– Det ville ikke være muligt uden jeres støtte, skriver Maria Grødem


