Den kommende styrelseschef vender tilbage til Skattestyrelsen, hvor hun tidligere har været afdelingschef i ti år. Hun tiltræder snarest.
Rita Lyberth Jensen skal stå i spidsen for Skattestyrelsen. Hun kommer fra en stilling som chefkonsulent i Den Centrale Regnskabsafdeling og har mange års erfaring med offentlig administration, økonomistyring og digitalisering.
Fra 2013 til 2023 var hun afdelingschef i Skattestyrelsen med ansvar for blandt andet økonomi, regnskab, skatter og afgifter.
Naalakkersuisoq for Finanser, Aqqaluaq B. Egede, fremhæver hendes kendskab til området som et godt udgangspunkt for arbejdet.
»Jeg er glad for, at Rita Lyberth Jensen skal stå i spidsen for Skattestyrelsen. Hun har et indgående kendskab til skatteområdet og mange års erfaring med offentlig ledelse, økonomistyring og digitalisering. Det giver et godt grundlag for at videreudvikle styrelsen. Jeg glæder mig til samarbejdet,« siger han i en pressemeddelelse.
Erfaring med digitale løsninger
Rita Lyberth Jensen har arbejdet i den offentlige administration siden 1996 og har tidligere været kontorchef i Den Centrale Regnskabsafdeling.
Hun har desuden været projektleder for udviklingen af et nyt arbejdsgiverregister og digitale løsninger til arbejdsgivernes indberetninger.
Ifølge pressemeddelelsen lægger hun i sit ledelsesarbejde vægt på tydelige rammer, ansvar og dialog. Medarbejdernes kompetencer og faglige udvikling står også centralt i hendes tilgang.
Aqqaluaq B. Egede understreger, at borgere og virksomheder skal kunne have tillid til en korrekt og ordentlig behandling i Skattestyrelsen. Det kræver ifølge ham både en sikker daglig drift og fortsat udvikling i tæt samarbejde med medarbejderne.
Rita Lyberth Jensen tiltræder snarest. Der er ikke oplyst en konkret dato.


