Samler styrkerne for at bygge bro over Atlanten

Aviisi.gl og Tusarfik indgår samarbejde for at nå bredere ud til hver vores målgrupper i både Grønland og grønlændere i Danmark. 

Aviisi.gl og Tusarfik er to nye medier med hver vores målgrupper. Aviisi.gl er en landsdækkende digital informationsplatform for hele Grønland. Tusarfik er et netbaseret nyhedsmedie for grønlændere i Danmark.

Aviisi.gl og Tusarfik kan sammen bygge bro over Atlanten og få relevante historier og informationer længere ud til både folk i Grønland og grønlændere i Danmark. Det første projekt de to medier vil samarbejde om er Grønlands Arbejdspladser, hvor mulighederne på det grønlandske arbejdsmarked skal samles og synliggøres.

– Vi har i Tusarfik de journalistiske erfaringer og kulturforståelsen til at kunne bidrage positivt til produktioner, som vores samarbejdspartner kan drage nytte af. Samtidig kan vi med Tusarfiks platform være med til at formidle de produktioner, der måtte komme ud af det samarbejde. Vores styrke i Tusarfik er de menneskelige fortællinger, der kan gøre enhver historie relevant og identificerbar for målgruppen, siger Paornánguak Helene Kleist, ansvarshavende redaktør for Tusarfik.

– Aviisi.gl er skabt som en platform for hele Grønland, men Grønland stopper jo ikke ved landets grænser. Der bor mange grønlændere i Danmark, som fortsat følger tæt med i, hvad der sker hjemme, og her har Tusarfik en målgruppe og en position, som supplerer vores rigtig godt. Derfor giver det god mening, at vi samarbejder, når vi kan gøre hinandens indhold stærkere og få relevante historier længere ud. Grønlands Arbejdspladser er et rigtig godt eksempel. Her vil vi vise de mennesker, virksomheder og karrieremuligheder, der findes i Grønland – også til grønlændere i Danmark, som måske overvejer at vende hjem. Det er præcis den slags projekter, hvor vi kan mere sammen end hver for sig, siger Lasse Christensen, administrerende direktør for Aviisi.gl.

Tusarfik blev oprettet og lanceret i marts 2026 for at skabe et talerør for grønlændere i Danmark i en tid hvor der er stor fokus på Grønland og Arktis. Med samfundsmæssige, kulturelle og politiske nyheder samt historier om forskelle og ligheder mellem grønlandsk og dansk kultur, vil Tusarfik bidrage til at skabe følelsen af fællesskab og kulturforståelse.

Aviisi.gl blev lanceret i maj 2026 med ambitionen om at skabe en ny digital platform for hele Grønland. Med nyheder, debat, borgerinformation og jobindhold på fem sprog vil Aviisi.gl bringe mennesker, virksomheder og samfund tættere sammen og gøre relevant information tilgængelig for alle i Grønland.

Kontakt for yderligere oplysninger:

Lasse Christensen, adm. direktør for Aviisi.gl, e-mail lasse@gmg.gl.

Paornánguak Helene Kleist, ansvarshavende redaktør for Tusarfik, e-mail muku@tusarfik.dk.

  • Ny sikkerheds- og forsvarsaftale kan få betydning for Ittoqqortoormiit

  • Naleraq kræver svar om vareforsyningen: “Borgerne i Nordgrønland og bygderne kan ikke leve af undskyldninger”

  • Borgmesteren: Narsarsuaq – vores klare forventninger til en eventuel militær tilstedeværelse