Repræsentanter fra Grønland, Island og Færøerne mødtes den 26.-27. august til det Vestnordiske Sundhedsministermøde i Reykjavik. Mødet havde fokus på, hvordan de tre lande kan styrke samarbejdet om nogle af de sundhedsudfordringer, som i særlig grad præger små og geografisk spredte samfund.
På dagsordenen var blandt andet organisering af sundhedsvæsenet, digitalisering, rehabilitering, psykiatri, rekruttering og uddannelse af sundhedspersonale, børn og unges mentale sundhed samt forebyggelse.
Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim, ser et betydeligt potentiale i et tættere og mere praktisk orienteret vestnordisk samarbejde:
“Vi har forskellige sundhedssystemer og forskellige samfund, men mange af vores udfordringer ligner hinanden. Derfor skal vores samarbejde også handle om mere end at udveksle erfaringer. Vi skal blive bedre til at omsætte hinandens viden til løsninger, der faktisk kan anvendes hjemme hos os selv. Det gælder blandt andet rekruttering, digitalisering, psykiatri og forebyggelse.”
Et særligt fokus under besøget var alkoholforebyggelse. Grønland arbejder med en flerårig, evidensbaseret alkoholpolitik, og Naalakkersuisoq benyttede derfor besøget i Island til konkret at indhente erfaringer med, hvordan anbefalinger og dokumenteret viden på alkoholområdet bliver omsat til praksis i andre vestnordiske samfund.
I Island mødtes Anna Wangenheim blandt andet med NGO’en FRÆ, Landslægeembedet og Islands finansminister. Drøftelserne gav forskellige perspektiver på forebyggelse – fra sundhedsfaglige indsatser og civilsamfundets rolle til de økonomiske og strukturelle virkemidler, der kan understøtte en langsigtet alkoholpolitik.
For Naalakkersuisoq er det afgørende, at evidens ikke alene bliver til anbefalinger på papir, men omsættes til indsatser, der fungerer i den grønlandske virkelighed.
“Vi ved allerede meget om, hvilke virkemidler der har dokumenteret effekt på alkoholområdet. Det næste og mere vanskeligere spørgsmål er, hvordan vi omsætter den viden til en sammenhængende politik, der virker i vores samfund. Derfor har jeg været optaget af at få helt konkrete input til, hvordan Island – og også Færøerne – arbejder med de samme evidensbaserede anbefalinger, men tilpasser dem deres egne forhold.”
Hun fremhæver samtidig, at en langsigtet alkoholpolitik ikke alene er et anliggende for sundhedsvæsenet:
“Alkohol påvirker langt mere end vores sygdomstal. Det berører børn og familier, sociale forhold, uddannelse, arbejdsmarked og vores samlede folkesundhed. Derfor kræver forebyggelse også, at vi arbejder på tværs af sektorer og tør se på hele kæden – fra tidlig forebyggelse og behandling til tilgængelighed, regulering og de rammer, vi politisk skaber omkring alkohol.”
Besøgene i Island viste blandt andet, hvordan forebyggelse kan forankres på tværs af myndigheder, civilsamfund og politiske ressortområder. Erfaringerne skal indgå i det videre grønlandske arbejde med at omsætte den flerårige evidensbaserede alkoholpolitik til konkrete indsatser.
Under sundhedsministermødet var der samtidig fokus på mulighederne for at udbygge det vestnordiske samarbejde på områder, hvor små sundhedsvæsener har særlige fælles udfordringer. Det gælder blandt andet adgang til specialiserede kompetencer, rekruttering og fastholdelse, digitale sundhedsløsninger og psykiatri.
Deltagerne besøgte desuden Landspítali, Islands universitetshospital, hvor organisering, patientforløb og fastholdelse af sundhedspersonale var blandt temaerne.
Islands Sundhedsminister, Alma Möller, fremhævede under mødet betydningen af investeringer i folkesundhed og forebyggelse som en forudsætning for et bæredygtigt sundhedsvæsen og pegede samtidig på det fælles ansvar mellem myndigheder, civilsamfund og borgere.
For Anna Wangenheim er netop koblingen mellem evidens, politiske virkemidler og praktisk gennemførelse et vigtigt resultat af besøget:
“Vi behøver ikke kopiere hinandens modeller. Men vi skal være nysgerrige på, hvad der virker, hvorfor det virker, og hvad der kan overføres til vores egne forhold. Hvis Grønland, Island og Færøerne systematisk deler både vores gode erfaringer og det, der ikke har virket, kan vi hver især træffe bedre beslutninger. Det er den form for vestnordisk samarbejde, jeg gerne vil styrke.”
