Drømmer du, far?
Jeg håber, du drømmer om store have, store smukke skove og marker fyldt med vildt. Jeg håber, du ligger og drømmer om lækre fisk og en stor fangst .Eller svømmer du rundt i havet med Sassuma Aana, havets sjæl, som tager sig af dig og hvalerne, sælerne og fiskene? Sov godt, Ataata. Farvel.”
Takuus Ataata – Vi ses, far
Min far står så fint i sin lille krukke på det lille bord, et stearinlys står tændt, og et billede af ham står oven på krukken. Han smiler, og rynkerne krammer hans øjne, mine øjne, mine i fremtiden rynker. Jeg er 28 år. For en måned siden holdt jeg hans hånd, imens jeg tryglede hamom at se på mig en sidste gang: “Vil du ikke nok åbne øjnene og se på mig, far?” Kun høje bip-lyde og en rumsteren fra sygeplejerskerne var mit eneste svar. “Far, det er Freja, som sidder her, kan du høre mig?” Et klem, så hårdt de store, ophævede hænder kunne klare. Jeg kunne ikke blive ved med at sidde der, kunne ikke snakke med flere hvide kitler og lukkede øjne. Så jeg tog toget hjem igen fra Falster til København. Næste dag åbnede han sine smukke øjne og rykkede i weekenden over på en ny stue. Mandag morgen døde han. Den 6.november 2023. Mens han lå der, ønskede jeg, at han var sammen med havet og dets moder. Jeg gav mig selv en drøm – et håb om, hvor han skulle hen. Jæger, fisker, musiker, håndværkskunstner. brandmand, ven, bror, søn og far. Den gamle grønlænder, som burde være blevet meget ældre. Han gav mig mit blod, min styrke, min overlevelse, min hud, mine øjne.“
Da hans mor døde, sagde han “Så nu er hun blevet hentet,” og næstedag fandt han en Qajaq dér, hvor vi nu skal sprede ham. Dér, hvor han luftede hund hver dag i 30 år.” Jeg er i gang med at holde en tale for min far. Vi står i strandjægernes hytte i Stubbekøbing. Rummet er fyldt med gamle venner, familie og en håndfuld af mine egne venner, som gerne ville komme og støtte mig. Jeg slutter af med: “Jeg håber, hun tager godt imod dig, hende, havets sjæl, når nu vi sejler ud og spreder dig. Du må hilse dem alle og give en skål. Takuss, Ataata!”. Jeg forstår ikke, at jeg kunne. Gjorde jeg lige det her? Sker det her virkelig?
Men jeg ville gerne, talen kom som en hurtig strøm af ord, jeg skrev den på et kvarter. Alle som vil kramme, krammer jeg; alle som takker, takker jeg tilbage. Jeg flyder igennem en strøm af munde og øjne og hænder, og jeg smiler og flyder rundt i bølger af kærlighed. Strømmen sender mig af sted på en ny rejse. Danner spørgsmål, som jeg ikke har fået svar på, de bobler frem under huden. Ånder vågner i knoglerne og sender mig af sted. Jeg vil gerne lære mig selv mere at kende, jeg vil gerne lære dette gamle hav, som er bruset op indeni, at kende. Jeg ville bare ønske, at det var kommet lidt før, mens han stadig var her.
Pigen, som søgte havets moder
Jeg er seks år og sidder på en hundeslæde iført anorak, imens holder jeg min oldemors ulu, en grønlandsk kvindekniv, som jeg i dag har tatoveret på min venstre arm, ved siden af mit hjerte. Vi skal spille et lille teaterstykke om den lille pige, som søgte Sassuma Aana. Jeg er den eneste fra min folkeskoleklasse i Stubbekøbing med grønlandsk blod, og jeg er så ulykkelig over, at jeg ikke har fået hovedrollen. Jeg ville gerne have været Pani, der reddede fangsten og bygden. Det skulle da have været mig?
Jeg husker ikke, at vi talte så meget om min fars opvækst eller om minder fra Grønland. Jeg lærte at tælle til fem med et brændende ønske om at lære det sprog, min far ikke længere kunne huske. Som en ting, man gerne vil eje, men som er blevet væk i flytterodet fra Nanortalik til Qaqortoq til Amager, for til sidst måske at forsvinde i Nykøbing Falster. Vi sang en grønlandsk julesang hvert år om træet “Gavida, gavida, gavinjaput”. Sang højt, grinede, bukkede og nejede, som det hører sig til, imens de levende lys strålede sammen med de grønlandske perler på træet.
Vi talte aldrig om at være anderledes, det er jo bare sådan, det nu engang er. Vi tog meget ud i naturen, ved havet, for her var der ro, og man kunne være sig selv. Vi spiste massevis af fisk og rejer og vildt kød. Sovs og nye danske kartofler. Flere kilo svampe, som blev samlet i naturen og endnu flere kilo raps, som vi høstede fra haven. Vi nævnte sjældent dem, som ikke længere var her, men jeg lærte tidligt, at nogle dør unge, og livet kan være barskt at leve. Alle disse levede liv, med stemmer som ikke længere er her, var at finde, da vi pakkede min fars hus ned. Jeg fandt blandt mange ting et sælskind, en maske, en broderet pude med motiv af hundeslæde og kvinder iført nationaldragt, otte perleklokker, tre fotomapper fra Nanortalik og Qaqortoq og Nini Alices sytøjsæske. Vores lille arv lagde jeg forsigtigt ned i kasser, som blev afmærket “GRØNLAND”. Alle disse stemmer, som kunne give svar på mine voksende spørgsmål. “Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvor kommer jeg fra? Kan I svare mig på det?”
En fremmed i eget land
Jeg er 25 år. Vi sidder på en bodega i de sene timer, imens røg og øl danser om os. “Jamen, er Danmark ikke det bedste land, som kunne kolonisere Grønland?”. Min kæreste ser arrogant på mig og fortsætter så: “…altså, hvis vi skal forestille os en anden virkelighed, så forestil dig, at det havde været Rusland eller USA?” Mine forfædre raser i min sjæl, hele mit indre gør ondt. Hvis vi skal forestille osen anden virkelighed, kan det så ikke være en virkelighed, hvor ingen koloniserer,og alle kan beholde deres eget land!?
Næste måned går vi en lang tur ved fjorden i Valbyparken. Jeg har lyst til at skrige og råbe. Dybe sår bliver rippet op, og jeg kan ikke svare på noget, kan ikke debattere, vil ikke og kan ikke. “Altså hold nu op, Freja – du er jo ikke undertrykt. Danmark koloniserer jo ikke engang Grønland længere. Du er altså heller ikke rigtig grønlænder, du kan ikke engang sproget? Du ligner ikke engang én. Så hvordan skulle du vide noget som helst?” Han holder mig med et fast tag om hånden, jeg kan ikke slippe, kan ikke slippe følelsen af svigt, svigt fra ham, jeg elsker, svigt fra mig selv, fordi jeg ikke kan sige ham imod. Kan ikke rive mig løs fra ham og redde mig selv. “Husk nu lige på, at jeg altså har skrevet bachelor om Grønland, så jeg ved, hvad jeg taler om.” På min kind er der vådt af vrede og iskolde tårer, og jeg ryster på hovedet. Jeg lukker bare ned, lukker ned og forsvinder. Lukker ned for min stemme og mine forfædre. Når der kommer nyheder om Grønland, bliver jeg bange for, hvad han vil sige. Når andre snakkerom Grønland, bliver jeg bange for, hvad han vil sige. Det spreder sig som en gift i min krop, jeg stopper med at bruge min stemme. Jeg bliver bange for, hvad andre kan finde på at sige, og hvad jeg ikke kan sige til det.
Men jeg ser også ansigter på gaden, ser ansigter i stemmerne, som ikke kan placere mig. For jeg ligner da heller ikke en dansker? Spyt, kaldenavne og undersøgende øjne vandrer over mit hår, min hud, min historie. Fremmedheden lægger sig hen over mig som et stykke stof, der blafrer hen over huden. Den lægger sig tæt om mig og klæber sig fast, hver gang jeg får de fremmedgørendespørgsmål.
For jeg ved jo ikke noget som helst.
“Du er da ikke helt dansk, vel?” “Er du ikke fra Afrika?” “Undskyld, men er du fra Brasilien?” “Du er da ikke fra Grønland?” “Det kan da ikke være rigtigt! Med det hår?” “Men hvor mange procent?“ “HVOR ER DU FRA????” “Dét kan man ik’ se på dig??” “Du kan da ikke kun være dansk og grønlandsk?” “Du må da stamme fra nogle af de dér” “Du må have noget af de dér i dit blod” ”Har du taget en gentest?” “Du lyver, du er fra Brasilien!?” “Med det hår? Det er da ikke særlig grønlandsk, vel?” “Jamen, du er jo den eksotiske grønlænder” “Må jeg røre dit hår”
I, der genkender mig
Vi er ikke sammen længere, ham der gjorde mig så utryg og stemmeløs. Jeg er 29 år og står på Saxogade og er i gang med at lukke caféen. En inuitkvinde kommer gående forbi mig, jeg smiler til hende og løfter øjenbrynene. Hun løftersine øjenbryn tilbage og SER MIG. “Hav en rigtig god aften,” siger hun, idet hun passerer mig. Vi har genkendt hinandens ånd, vi har set hinanden. Rørt løfter jeg én af bænkene og sætter den op på cafébordet, en lille tåre kysser min kind. Jeg smiler med en lille indånding og tænker: Åh, det er bare det bedste, nårdet sker. Når jeg føler mig genkendt. Hvis jeg ved, at jeg vil være et sted med andre inuit, fanger jeg mig selv i at sætte håret stramt op, tage perler på, huske at rynke på bryn og ansigt, krølle det sammen og smile varmt. Jeg pakker mit store hår væk og viser min tattoo frem. Jeg er bange for, at de ikke kan se, at jeg også er en af dem.
Første gang jeg besøger Nunarput Kalaallit Nunaat, er jeg 15 år. ”Immuksukkullu?” Den gamle mand kigger på mig. Vi er på slædetur, min mormor, minmor og jeg. Fjeldet er fyldt med sne, der er udsigt til indlandsisen, som smelter ud i havet. Solen skinner, og det er den smukkeste dag i hundrede år. Jeg ser uforstående tilbage på ham og stammer: “Undskyld hvad?” Han smiler tilbage og løfter øjenbrynene: “Mælk og sukker?” En varm strøm af glæde breder sig i mit bryst. Troede han virkelig, at jeg kunne sproget? Spurgte han mig lige om det? En følelse af at komme hjem har været her siden den første dag. En længsel, som har svømmet rundt i mit bryst letter en smule, da vi lander i Kangerlussuaq. Min længsel bliver endnu mindre, da vi sejler rundt blandt isbjerge, og solen kysser hvert et åndedrag. Den forsvinder, da vi kører til indlandsisen og træder ind påden klare is. Min længsel takker for hans spørgsmål om immuk sukkullu. Den vil så gerne svare og sige: “Aap, qujanarujussuaq.” Den vil så gerne blive i dette magiske land med disse magiske mennesker, som vækker magien inde i mig. Min far kom aldrig hjem igen, han blev ved med at udskyde rejsen. Han skulle have været her, skulle have stået på fjeldet igen i sin fysiske form.
Måske han var bange for ikke at kunne tale sproget længere? Ikke at blive set igen? Måske råbte og skreg hans længsel, til den blot var en indre storm uden ord. Jeg ved, det var det første sted, han svømmede hen, efter vi spredte ham i vandet ved nordøstkysten til Falster. Svømmende i selskab med sine brødre,som ikke længere er her, til Sassuma Anaanas åbne favn. Videre til åndernes rige.
Hvornår er jeg grønlandsk-dansk nok?
Men jeg skal jo bare være mig, for jeg er bare mig.
Jeg er ikke noget halvt eller kvart eller halvanden, jeg er et helt menneske. Jeg er
inuk. Jeg er en havfrue, jeg er salt og sukker og sovs med ribsgele. Jeg er dansk.
Jeg er smuk og god og rigtig, som jeg er.
Og nej, du må ikke røre ved mit hår.
Asavakkit Ataata – Jeg elsker dig, far
Min stemme er tilbage. Isen er smeltet, ånden er vågnet.
Min far ligger på en hospitalsseng med foldede hænder.
Han holder en lille samling af blomster, og en fjer er sat i hans hår.
Sorgen lægger sig som en lang indånding, den spreder sig i hele kroppen og hænger hen over mig. En form for lettelse hænger under den, han er ikke længerei smerte. Én efter én krammer vi hinanden og kigger på ham, taler om hans sidste dage. Det er den første døde krop, jeg har set. Ånden er strømmet ud af skallen og har samlet sig til en ny form. Han står nok derinde med os, i et sterilt rum fyldt med varme mennesker, som græder. Vi skal til at sige det sidste farvel. Min nye kæreste går hen og tager hans hånd: “Farvel Erling, hav det godt.” Jeg følger langsomt efter ham og sætter mig ned, mens jeg lægger en hånd på den kolde krop. Min stemme ryster, og jeg kan næsten ikke sige noget. Helt sagte, næsten uden lyd, får jeg hvisket: “Hej Ataata, så skete det, hva’? Asavakkit.” Jeg synker og kigger på de lukkede øjne, fregnerne på det gamle ansigt, jeg printer det ind i mit sind. “God rejse, papa. Farvel, takuss.” Min hals er som en flod. Der sidder en stor sten og trykker på strømmen, og uden på halsen bølger vandet ned fra mine øjne. Hans øjne. Jeg kysser ham på panden og går væk fra sengen. Det er for sent til at ærgre sig over alle de ting, jeg ikke fik svar på. Dem må jeg søge et andet sted. I havet, i den del af ham, som er en del af mig, i os, der er tilbage, os, som er anderledes, os uden far.
Jeg må snakke med dem, som har det på samme måde, eller dem, som ikke har. En dag kan jeg selv svømme af sted, og der er det lige meget, for der har jeg selv fået fred.
Forfatter: Anonym
Udgivelse: De Grønlandske
Skrivemakker: Rikke Laursen Bjerg
