Sermersooq

Kommuneqarfik Sermersooq fortsat ramt af stort IT-nedbrud

Alle kommunens IT-systemer og telefoni er påvirket, og der forventes betydelige driftsforstyrrelser i den kommende periode

Kommuneqarfik Sermersooq er fortsat ramt af et stort IT-nedbrud, som påvirker hele kommunens IT- og kommunikationssystemer.

Nedbruddet rammer både de administrative systemer, som medarbejderne bruger til sagsbehandling og borgerbetjening, samt telefoner, mails og øvrige digitale løsninger. Det betyder, at kommunens normale service og sagsbehandling i øjeblikket er væsentligt begrænset.

Kommunen har i løbet af dagen fået et bedre overblik over omfanget og arbejder fortsat intensivt med interne specialister og eksterne eksperter for at sikre en stabil og sikker genetablering af de berørte systemer.

Den aktuelle vurdering er fortsat, at der vil være betydelige driftsforstyrrelser i den kommende periode. Borgere må derfor som udgangspunkt forvente, at der heller ikke i morgen vil være normal kommunal betjening og almindelig sagsbehandling.

Kommunens velfærdsområder fortsætter dog driften som normalt. Skoler, daginstitutioner, ældrepleje, bosteder og øvrige funktioner med direkte borgerkontakt og omsorgsopgaver er fortsat åbne og bemandet.