Alle laksegarn til fritidsfiskeri i forvaltningsområde nordvest skal være taget op senest den 26. oktober. Manglende fangstrapportering kan koste muligheden for at få lakselicens i 2027.
Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol (GFJK) meddeler, at fritidsfiskeres fiskeri efter laks stopper i forvaltningsområde nordvest.
Fritidsfiskere i området skal derfor have bjærget alle deres laksegarn senest den 26. oktober.
Også pligt til at rapportere uden fangst
GFJK opfordrer fiskerne til at rapportere deres fangster hurtigst muligt efter fiskeriet.
Alle med licens til laksefiskeri skal rapportere – også hvis de ikke har fisket eller har været ude at fiske uden at fange noget. I de tilfælde skal der indberettes en nulfangst.
Fristen for rapportering er den 6. november 2026. Hvis man ikke rapporterer senest denne dato, kan man ikke få udstedt licens til laksefiskeri i 2027.


