Grønland har 40 gange så mange forvaringsdømte som Danmark

Antallet af forvaringsdømte stiger hastigt, skriver Naalakkersuisut i en ny rapport. En arbejdsgruppe skal nu finde ud af hvorfor.

Der sad 35 forvaringsdømte i Grønlands Fængsler i august 2025. Det fremgår af Naalakkersuisuts rapport “Visioner og prioriteringer på justitsområdet 2026”, som Departementet for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling har udgivet.

Til sammenligning havde Danmark på samme tidspunkt 89 forvaringsdømte, som endnu ikke var prøveudskrevet. Tallene stammer fra Styrelsen for Danmarks Fængsler.

Det lyder ikke af meget, før man regner befolkningen med. Danmark har omkring 5,8 millioner indbyggere og Grønland omkring 56.700. Det giver cirka 62 forvaringsdømte pr. 100.000 indbyggere i Grønland mod halvanden i Danmark. Forskellen er altså en faktor 40.

Hertil kommer 11 personer, der efter kriminalloven for Grønland er dømt til anbringelse i psykiatrisk ledet anstalt i Danmark. Regnes de med, er Grønland oppe på omkring 81 pr. 100.000.

“En bekymrende tendens”

Naalakkersuisut lægger ikke skjul på, at tallene giver anledning til uro. Rapporten kalder det “en bekymrende tendens”, at antallet stiger hastigt. Det er bekymrende både for samfundet, og fordi forvaringsdomme afsiges markant oftere i Grønland end i de lande, man sammenligner sig med.

Efter mødet i Rådet for Grønlands Retsvæsen i 2025 er der derfor nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på udviklingen. Rapporten oplyser ikke, hvornår gruppen ventes at afslutte sit arbejde.

  • Naalakkersuisut vil nedbringe ventelister i sundhedsvæsenet

  • Henriette Berthelsen er ny socialkonsulent i Maniitsoq

  • Borgmester: Alkoholrelaterede politiudrykninger er faldet fra 22 til to