Kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq har besluttet at oprette en ny fagchefstilling på tværs af de tre Majoriaq-centre. Det sker, efter at 15 stillinger blev skåret væk sidste år. Samtidig genopretter kommunen stillingen som IT-chef, som tidligere blev nedlagt.
Kommune Kujalleq brugte ca. 25 mio. kr. på jobsøgningsydelser og arbejdsmarkedsområdet i 2025. Budgettet var ca. 16 mio. kr. Ifølge forvaltningen viser tallene, at den stigende ledighed kræver en mere samlet indsats.
“Den største økonomiske udfordring ligger ikke i Majoriaqs almindelige drift, men i jobsøgningsydelser og arbejdsmarkedsområdet”, skriver forvaltningen i sagsfremstillingen.
Samtidig er der færre folk til at løse opgaven. Ved sparerunden i 2025 mistede Majoriaq 15 medarbejdere, og området har ikke haft en fælles leder. Centrene i Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik er blevet ledet hver for sig.
Onsdag besluttede kommunalbestyrelsen derfor at oprette en fast fagchefstilling på tværs af de tre centre. Stillingen koster 776.000 kr. om året fra 2027, og den nye chef kan tidligst tiltræde 1. november. Fagchefens første opgave bliver at få flere ledige i arbejde eller uddannelse og dermed bremse de stigende udgifter til ydelser.
Den nye stilling er en ledelsesfunktion og erstatter ikke de 15 nedlagte stillinger. Forvaltningen mener heller ikke, at problemet kan løses alene med flere sagsbehandlere. Politikerne skal fremover have en orientering hvert kvartal om ledigheden, blandt andet om unge under 30 uden arbejde eller uddannelse.
På samme møde besluttede kommunalbestyrelsen at oprette en ny chefstilling med ansvar for IT, digitalisering og informationssikkerhed. Kommunen havde tidligere en IT-chef, men stillingen blev nedlagt, og IT-området blev lagt under økonomidirektøren. Ifølge forvaltningen har den ordning ikke kunnet løfte kommunens behov. Hvad den nye stilling kommer til at koste, er endnu ikke regnet ud.




