Sendes af: Departementet for Miljø, Natur, Energi og Forskning
Mandag den 14. september indvies Grønlands nye nationalpark i Vestgrønland.
Naalakkersuisut, Kommune Qeqertalik samt Qeqqata Kommunia fejrer den officielle åbning med et arrangement ved Rensdyrgletsjeren nær Kangerlussuaq.
”Jeg ser frem til åbningen af den nye nationalpark. Vi har nogle af verdens mest enestående naturområder, og vi har et ansvar for at passe på naturen. Vi tager et vigtigt skridt for at beskytte områdets natur og dyreliv, samtidig med at befolkningen stadig kan bruge området. Det handler ikke kun om os i dag, men lige så meget om de kommende generationer”, siger Naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning, Jørgen Rosbach.
På dagen bliver navnet for nationalparken offentliggjort. Parken bliver den første nationalpark, der er skabt af Grønland selv og forankret i et samarbejde mellem Kommune Qeqertalik, Qeqqata Kommunia og Naalakkersuisut.
Alle kan fortsat færdes i området, gå på jagt eller fiske som hidtil. Kun i enkelte mindre og afgrænsede områder er der i bestemte perioder nogle særlige hensyn til sårbart dyreliv.
Vestgrønland Nationalpark, kort fortalt
Størrelse: 22.249,80 km².
Beliggenhed: Vestgrønland, mellem Kangerlussuaq og Diskobugten.
Trådte i kraft: 1. juni 2026.
Officiel indvielse: 14. september 2026.
Historisk: Grønlands første nationalpark i mere end 50 år, og den første, landet selv har udviklet.
Initiativtagere: Kommune Qeqertalik, Qeqqata Kommunia og Wild Nature Foundation.
Finansiering: EU Grøn Vækst.
Tre hovedformål: Naturbeskyttelse, fortsat lokal brug og bæredygtig turisme.




