Styrket samarbejde på affaldsområdet

Naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning, Jørgen ”Juulut” Rosbach, har haft et godt møde med den nye minister for klima, energi og forsyning, Samira Nawa.

Det var første gang, de to ministre mødtes, så der var tale om et ”hilse-på-møde”, hvor de to skulle lære hinanden bedre at kende. Mødet gav mulighed for drøftelse af det allerede tætte dialog og samarbejde på energiforsyningsområdet samt de kommende internationale klimaforhandlinger ved COP 31. Som noget nyt drøftede de to ministre øget samarbejde på affaldsområdet. 

”Det var en stor fornøjelse at få mulighed for at hilse på Samira Nawa. Vores politiske ansvarsområder overlapper på flere områder, og det glæder mig at der er en række fælles interesser og ambitioner, som vi kan arbejde videre med fremover,” udtaler Juulut.

Fokus på affaldshåndtering og tættere samarbejde
Et centralt tema på mødet var affaldsområdet, hvor Grønland igennem mange år har arbejdet målrettet på at forbedre indsatsen.

”Vi råder i dag over to moderne affaldsforbrændingsanlæg, hvor røggassen renses miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Flere steder i Grønland står vi dog fortsat over for store udfordringer med at sikre en forsvarlig transport og affaldshåndtering — særligt i yderdistrikterne,” forklarer Juulut.

De to ministre er enige om behovet for at styrke samarbejdet på affaldsområdet. Der skal derfor etableres en fælles arbejdsgruppe mellem Grønland og Danmark. Arbejdsgruppen skal se nærmere på de konkrete udfordringer på affaldsområdet samt dele erfaringer og ydermere afdække mulige relevante støttemuligheder.

  • Naalakkersuisut indleder forhandlinger om nyt alkoholforlig

  • 293 færre registrerede arbejdssøgende end sidste år

  • Ny modtagerstation skal afløse dumpen i Upernavik