Arbejdet med den nye online platform “Workshop in a Box” er godt i gang i projektet Ataatsimoorluta Aalasa, og flere foreninger og specialforbund har allerede vist interesse.
Platformen gør det nemt for foreninger at styrke trivsel og tryghed for børn og unge. Når forløbet er gennemført, kan foreningen blive certificeret som børnevenlig forening under Grønlands Idrætsforbund.
Interesse og første erfaringer
Projektgruppen har været i dialog med flere specialforbund, som ser potentiale i at bruge platformen og formidle den videre til deres foreninger. Platformen kan blandt andet hjælpe foreningerne med at udarbejde beredskabsplaner til brug i foreningen, ved turneringer eller samlinger.
NSP har som den første forening afprøvet platformen i praksis. Gennem workshoppen har foreningen udviklet sin egen børnepolitik og beredskabsplan, som danner et fælles grundlag for arbejdet med tryghed og trivsel. Det gennemførte forløb har samtidig ført til, at NSP nu er certificeret som Børnevenlig Forening under Grønlands Idrætsforbund (GIF).
Et fælles sprog for tryghed
Workshoppen guider trin for trin gennem arbejdet med:
- Udarbejde en børnepolitik
- Lave en konkret beredskabsplan
- Viden og korrekt håndtering af børneattester
Forløbet hjælper foreningen med at samle sine erfaringer, værdier og praksisser i en tydelig ramme. Det gør det lettere for alle i foreningen – børn, trænere, forældre og frivillige – at vide, hvad foreningen står for, og hvordan man passer på hinanden.
Formålet er at skabe et fælles sprog og tydelige rammer i foreningen. Samtidig skal forløbet styrke det, der allerede fungerer godt.
Forløbet er online og kan gennemføres i eget tempo sammen med resten af foreningen.
Platformen er udviklet i samarbejde mellem UNICEF, Paarisa og Grønlands Idrætsforbund som en del af projektet Ataatsimoorluta Aalasa.




