Visit Greenland får ny administrerende direktør

Visit Greenlands bestyrelse har ansat Linda Kleist som ny administrerende direktør. Linda Kleist
fortsætter dermed i spidsen for organisationen, hvor hun siden Anne Nivíka Grødems fratrædelse har
fungeret som konstitueret direktør.
Ansættelsen sker efter en rekrutteringsproces, hvor bestyrelsen har lagt vægt på Visit Greenlands
behov for en langsigtet ledelsesmæssig løsning, der kan sikre kontinuitet, stabilitet og tydelig retning
i organisationens videre arbejde som national turismeorganisation.

“Visit Greenland står over for en vigtig opgave. Med vores strategi frem mod 2035 har vi sat en tydelig
retning for, hvordan organisationen skal styrke Grønlands position som rejsedestination og samtidig
understøtte en ansvarlig turismeudvikling, der skaber værdi lokalt og tager afsæt i Grønlands egne
vilkår. Det kræver en direktør, der kan omsætte strategi til handling, samle organisationen og styrke
samarbejdet med destinationer, erhverv, myndigheder og internationale partnere. Den opgave er
Linda godt rustet til,” siger Anette G. Lings, bestyrelsesformand i Visit Greenland.

Linda Kleist kommer fra en stilling som Head of Destination Development & Cruise i Visit Greenland
og har siden 2023 arbejdet med national destinationsudvikling, samarbejde med regionale turistråd,
aktørdialog og strategisk forankring af indsatser på tværs af landet. Hun har været en del af Visit
Greenlands ledelsesteam og haft fagligt og ledelsesmæssigt ansvar for at omsætte strategi til konkrete
handlinger i tæt samarbejde med destinationer, erhverv og samarbejdspartnere.
Før sin tid i Visit Greenland var Linda Kleist Destination Manager i Destination Diskobay, hvor hun
blandt andet arbejdede med regional branding, aktørsamarbejde, wayfinding, synlighed og lokal
turismeudvikling.
“Visit Greenland har behov for en direktør, der kan stå i spidsen for organisationens nationale rolle og
samtidig styrke Grønlands position internationalt. Det kræver strategisk overblik, kommerciel
forståelse og evnen til at skabe stærke samarbejder på tværs af destinationer, erhverv og
internationale partnere. Linda har den kombination. Hun kender organisationen indefra, har solid
erfaring fra lokal, regional og national turismeudvikling og har vist, at hun kan omsætte strategi til
handling og skabe fremdrift i komplekse processer,” siger Anette G. Lings.
Bestyrelsen fremhæver, at Linda Kleist har en stærk forståelse for den samlede opgave, Visit
Greenland skal løfte – fra international positionering og markedsbearbejdning til lokal kapacitet,
samarbejde og værdiskabelse i turismeerhvervet.

Linda Kleist er født og opvokset i Kalaallit Nunaat og har gennem sin opvækst og sit arbejdsliv rejst i
hele landet. Hun har en Professional Bachelor i International Hospitality Management og en baggrund
som markedsføringsøkonom.
Som administrerende direktør skal Linda Kleist stå i spidsen for Visit Greenlands fortsatte arbejde med
at styrke Grønlands internationale position som rejsedestination og understøtte en ansvarlig
turismeudvikling, der skaber værdi for hele landet.

“Jeg er meget taknemmelig for bestyrelsens tillid og ydmyg over for opgaven. Kalaallit Nunaat er mit
hjem, min drivkraft og mit faglige afsæt. Jeg vil fortsætte arbejdet for, at Visit Greenland bidrager til
at styrke Grønlands internationale position og tiltrække gæster, der møder vores land med
nysgerrighed og respekt – og hvor turismen i endnu højere grad skaber værdi i de lokalsamfund, den
bliver en del af. For mig handler ansvarlig turismeudvikling også om at understøtte et attraktivt
turismeerhverv og en udvikling, hvor Grønland både er et godt sted at bo og et godt sted at besøge,”
siger Linda Kleist.

Med ansættelsen ønsker bestyrelsen at sikre kontinuitet i Visit Greenlands igangværende arbejde og
samtidig styrke organisationens evne til at omsætte strategien til konkrete resultater. Det sker i en tid,
hvor interessen for Grønland vokser internationalt, og hvor udviklingen af turismen kræver klare
prioriteringer, stærke samarbejder og tæt samspil mellem lokale aktører, destinationer, erhverv,
myndigheder og internationale samarbejdspartnere.

  • Naalakkersuisut indleder forhandlinger om nyt alkoholforlig

  • 293 færre registrerede arbejdssøgende end sidste år

  • Ny modtagerstation skal afløse dumpen i Upernavik