Kujalleq

Kommunaldirektør: Tak for vellykket oprydning

Kommune Kujalleq takker borgere og virksomheder for den store opbakning til gårsdagens skraldindsamling, der ifølge kommunaldirektør Randi Vestergaard Evaldsen blev præget af både engagement, fællesskab og ansvarlighed.

– På vegne af kommunen vil jeg gerne rette en stor og hjertelig tak til alle, der deltog i gårsdagens skraldindsamling. Det blev en fantastisk dag fyldt med engagement, fællesskab og ansvarlighed, siger hun.

Ifølge kommunaldirektøren var det inspirerende at opleve det store fremmøde og engagement blandt borgerne.

– Det var virkelig inspirerende at se så mange glade, smilende og stolte borgere gå sammen om at passe på vores kommune. Ud fra de billeder og den store mængde affald, der blev samlet ind, kan jeg kun sige: hvor har I gjort et imponerende stykke arbejde. Jeg er både stolt og taknemmelig over den store indsats, I har ydet. Naturen har uden tvivl haft stor glæde af det, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Hun understreger samtidig, at ansvaret for at holde kommunen ren er fælles.

– Noget af affaldet skyldes naturligvis storme og vejret, men der findes desværre også almindeligt affald, som bliver smidt i naturen samt i vores byer og bygder. Derfor er det vigtigt, at vi alle hjælper hinanden med at holde vores omgivelser rene og siger fra, hvis vi ser nogen smide affald – hvad enten det er cigaretskodder eller andet. Affald hører hjemme i skraldespanden, siger hun.

Kommunaldirektøren retter også en særlig tak til de virksomheder, der bidrog med blandt andet is, drikkevarer og anden støtte på dagen.

Samtidig opfordrer Kommune Kujalleq deltagerne til at dele billeder fra indsamlingsdagen i kommentarfeltet på Facebook. Kommunen vil gennemgå billederne og efterfølgende udvælge en eller flere vindere, som modtager en mindre gave.

Afslutningsvis lyder der også en tak til kommunens tekniske forvaltning, som stod for det praktiske arbejde og indsamlingen af det opsamlede affald.

– Dette bliver bestemt ikke sidste gang, og jeg glæder mig allerede til næste fælles indsats, siger kommunaldirektør Randi Vestergaard Evaldsen.