Skolen i Nuuk fik flest stemmer både i den samlede afstemning og blandt dem, der stemte fra en arbejdsmail.
Den danske kursus- og konferencevirksomhed Nohrcon kårede fredag Atuarfik Inussuk i Nuuk som vinder af både Publikumsprisen og Branchens Pris ved Årets Skolebyggeri. Med kåringen vil Nohrcon fremhæve skolebyggerier, som andre kan hente inspiration og erfaringer fra.
Ti skoleprojekter deltog i den åbne onlineafstemning. Alle stemmer talte med i Publikumsprisen, mens Branchens Pris blev afgjort af stemmer fra arbejdsmailadresser. Atuarfik Inussuk fik flest stemmer i begge kategorier.
Eleverne fulgte kåringen fra skolen
Da Nohrcon afslørede resultatet direkte fra København fredag morgen, lød der klapsalver i skolens auditorium. Her fulgte skoleinspektør Dorthe Bidstrup med sammen med elever og lærere, mens andre elever så kåringen fra deres klasselokaler.
– Det er en stor glæde, at Atuarfik Inussuk modtager begge priser. Skolen er resultatet af et stort fælles arbejde, som har givet en skole med trygge rammer for børnenes læring og udvikling. Jeg vil gerne takke alle, der har bidraget til projektet, og ikke mindst alle dem, der har stemt på Atuarfik Inussuk, siger Dorthe Bidstrup i en meddelelse fra Kommuneqarfik Sermersooq.
Seks skolehuse omkring en indre gade
Atuarfik Inussuk er tegnet af KHR Architecture. I indstillingen blev det fremhævet, at skolens arkitektur og læringsmiljø er tilpasset de arktiske omgivelser. Bygningens udformning, materialer og brug af dagslys tager højde for klimaet i Nuuk, mens udearealerne er inspireret af det grønlandske landskab.
Skolen består af seks sammenhængende huse omkring en indre gade. Hvert alderstrin har sit eget hus, så eleverne har en fast base og lettere kan finde rundt på den store skole. En syvende bygning huser den tilknyttede daginstitution.
Kommuneqarfik Sermersooq havde rollen som bygherre fra januar 2023. Ifølge Uju Petersen, formand for Udvalg for Teknik og Miljø, var målet at skabe en skole, der tager udgangspunkt i de lokale forhold og giver plads til fællesskab på tværs af skolen.

