Børn og unge med en socialsag skal kende deres mulighed for at få en uvildig voksen med til møder med kommunen. Det er et centralt mål i en ny femårig aftale mellem Qeqqata Kommunia og Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat.
Qeqqata Kommunia har fornyet samarbejdet med Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat om børnebisidderordningen Najorti. Aftalen skal sikre, at flere børn og unge kender ordningen og kan få støtte i mødet med myndighederne.
En børnebisidder er en uvildig voksen, som støtter barnet og hjælper med at sikre, at barnets stemme bliver hørt i en socialsag.
Borgmester Malik Berthelsen ser aftalen som et vigtigt bidrag til at styrke børn og unges rettigheder.
– Alle børn og unge har ret til at blive hørt og inddraget i beslutninger, der vedrører deres eget liv. Derfor er vi glade for at have fornyet aftalen med Kalaallit Meerartaat og deres bisidderordning Najorti, siger han.
Flere skal kende Najorti
Qeqqata Kommunia har været med siden begyndelsen af indsatsen, som Kalaallit Meerartaat har arbejdet med at udvikle og drive siden 2014.
Med den nye aftale fortsætter arbejdet med at uddanne bisiddere i Sisimiut og Maniitsoq. Samtidig skal kendskabet til Najorti udbredes på blandt andet skoler og i klubber.
Det fortæller organisationens sekretariatschef, Evi Kreutzmann, som fremhæver betydningen af et langvarigt samarbejde med kommunen.
– Det er vigtigt, at alle fagpersoner der har med børn at gøre, har kendskab til Najorti, men børnene skal også kende til deres ret til at få følge af en voksen, der kan støtte dem, hvis de bliver en del af en socialsag i kommunen, siger hun.
Støtte i mødet med myndighederne
Najorti arbejder for, at børn bliver hørt og inddraget, når myndighederne træffer beslutninger om deres liv.
Ifølge Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat blev retten til en børnebisidder skrevet ind i Børnestøtteloven i 2017. I 2023 blev det yderligere præciseret, at børn skal tilbydes en bisidder i sager, hvor en anbringelse er på tale.
Den nye aftale skal dermed både sikre adgang til støtte og gøre børn og unge opmærksomme på, at muligheden findes.
Kilde: Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat, 27. oktober 2026.




