Naalakkersuisut vil slette borgernes gæld for Suila-tapit

Borgere, der fik for meget Suila-tapit i 2025, kan se frem til at beholde pengene. De, der allerede har betalt tilbage, skal have pengene retur. Naalakkersuisut vil eftergive kravene, fordi fejlene i vidt omfang skyldes Selvstyrets eget IT-system.

En økonomisk håndsrækning er på vej til de borgere, der har fået udbetalt for meget Suila-tapit i 2025. Naalakkersuisut vil slette deres gæld og har bedt Finans- og Skatteudvalget om at godkende eftergivelsen.

For borgerne betyder det, at de kan beholde penge, som de ellers skulle have betalt tilbage. Men bag den økonomiske gave ligger et offentligt system, der ifølge Departementet for Finanser i vidt omfang selv er skyld i fejludbetalingerne.

Naalakkersuisoq for Finanser, Aqqaluaq B. Egede, erkender, at borgerne ikke har kunnet stole på oplysningerne fra det offentlige.

– Som borger skal man kunne stole på oplysninger fra det offentlige. Det har ikke været tilfældet her og det beklager vi. Nogle borgere har fået udbetalt for meget uden selv at have gjort noget forkert og det ansvar ligger ikke hos den enkelte borger, siger han.

Fejlene har ifølge Naalakkersuisut skabt frustration og usikkerhed blandt mange borgere. Nu vil Naalakkersuisut lade det offentlige bære regningen.

Også borgere, der allerede har tilbagebetalt det for meget udbetalte beløb, skal have glæde af eftergivelsen. De skal have deres penge retur.

– Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men vi kan tage ansvar og sikre, at borgerne ikke skal betale for de fejl, der er begået i systemet. Det er det vi gør nu, siger Aqqaluaq B. Egede.

Eftergivelsen afventer Finans- og Skatteudvalgets godkendelse. Skattestyrelsen vil oplyse, hvordan den skal gennemføres i praksis, og om borgerne skal foretage sig noget.

  • Naalakkersuisut vil nedbringe ventelister i sundhedsvæsenet

  • Henriette Berthelsen er ny socialkonsulent i Maniitsoq

  • Borgmester: Alkoholrelaterede politiudrykninger er faldet fra 22 til to