Avannaata Kommunia kan ikke holde på sine lærere og har svært ved at skaffe nye. Ifølge kommunen selv går det ud over kvaliteten i skolerne.
Lærere i Avannaata Kommunia siger op, fordi de boliger, kommunen stiller til rådighed, ikke er gode nok. Det fremgår af kommunens økonomiske kvartalsrapport, som kommunalbestyrelsen behandlede fredag den 25. september.
Boligmanglen gør det også svært at ansætte nye. Kommunen skriver, at personalesituationen betyder, at skolelederne og de lærere, der er tilbage, må arbejde mere, og at det ”vil påvirke kvaliteten på skolerne”. Den nye heldagsskole har endnu ikke fået ansat nogen.
Fordi lærerne mangler, betaler kommunen mere for vikarer og ikke-uddannet personale på timeløn. Udgifterne til midlertidig indkvartering og oversættelse ligger ifølge rapporten væsentligt over budgettet.
Budget efter tomme stillinger
Normalt stiger skolernes budget hvert år. Budgettet for 2027 er hverken hævet eller sænket. Kommunen skriver, at det på grund af det stigende antal ubesatte stillinger er lagt efter, hvad skolerne faktisk bruger. Lønstigningerne fra lærernes overenskomst gennem IMAK er heller ikke regnet med endnu.
Det samme mønster gælder dagplejen. I Oqaatsut og Upernavik Kujalleq er pengene til dagplejen ikke brugt, selvom der er børn på venteliste, fordi der ikke er nogen dagplejere.
Kommunen er i gang med at bygge nye lærerboliger i Uummannaq, Ikerasak og Upernavik. De skal efter planen stå klar i år. Til næste år er der også afsat penge til lærerboliger i Ukkusissat, Qaarsut og Siorapaluk.
På samme møde foreslog oppositionen at bruge det tidligere elevhjem i Ilulissat til boliger, blandt andet for at gøre det lettere at rekruttere lærere. Flertallet valgte i stedet at lave bygningen om til døgninstitution.




