Sermersooq

Sermersooq vil sætte ind mod ulovlig parkering i Nuuk

Bilister, der parkerer på cykelstier, fortove og handicappladser i Nuuk, kan i fremtiden risikere en parkeringsafgift. Kommuneqarfik Sermersooq overvejer at etablere kommunal parkeringskontrol i byen. Det fremgår af dagsordenen til mødet i Udvalg for Økonomi og Erhverv den 20. august 2026, hvor sagen er sat til drøftelse.

Baggrunden er et stigende antal køretøjer og løbende borgerhenvendelser om ulovlig parkering, som blandt andet går ud over snerydningen og beredskabets fremkommelighed. Selvom der flere steder er tydelig skiltning, har kommunen i dag ingen mulighed for at håndhæve reglerne – men en bekendtgørelse om kommunal parkeringskontrol i Grønland giver kommunerne mulighed for at udstede parkeringsafgifter.

Forvaltning for Anlæg og Miljø foreslår derfor at undersøge mulighederne for parkeringskontrol, i første omgang afgrænset til Nuuk. Kontrollen skal indføres i etaper, hvor de mest åbenlyse overtrædelser – parkering på cykelstier, fortove og steder med parkeringsforbud – tages først. Senere kan tidsbegrænsede parkeringszoner komme på tale.

Arbejdet sker i dialog med Grønlands Politi, Beredskabet og Trafikrådet, som alle bakker op om initiativet, og borgerne skal informeres tydeligt, inden en eventuel ordning træder i kraft. Sagen skal efter drøftelsen i udvalget videre til Kommunalbestyrelsen.

  • Nyt teknologisk læringscenter officielt åbnet på Peqqissaanermik Ilinniarfik

  • Arctic Hub afslører dommerpanelet til Paasisavut

  • Rickshawcykler skal bekæmpe ensomhed blandt ældre i Sermersooq