56 ejere fra mere end 10 grønlandske lokaliteter står bag Inua Fisheries Greenland ApS,
der byder på Naalakkersuisuts kvoteudbud 2026. Torsdag den 6. august mødtes
ejerkredsen for første gang til et fælles informationsmøde om selskabets videre arbejde.
Inua Fisheries Greenland ApS er stiftet med henblik på at ansøge om de udbudte kvoter
i udbud 1 i Naalakkersuisuts kvoteudbud 2026. Det drejer sig om IOK-kvote på 2.468,5
tons hellefisk, licenser til 1.950 tons torsk og 166,6 tons helleflynder.
På informationsmødet orienterede selskabets bestyrelse og direktion anpartshaverne
om ansøgningsprocessen og om de forventede investeringer og besvarede spørgsmål
fra en ejerkreds.
“Kvoter og licenser er ikke en gave, men et ansvar for at forvalte ressourcerne til
samfundets bedste. Derfor har vi fra starten ønsket et bredt ejerskab. Vi tror, vi er det
tætteste, man kommer på en folkeejet fiskerivirksomhed uden storaktionærer, og håber
dermed at bidrage med en ny ejermodel i grønlandsk fiskeri,” siger bestyrelsesformand
Jens Peter Larsen.
“Det har stor værdi at samle vores 56 ejere fra mere end 10 lokaliteter. Den direkte
dialog styrker både selskabet og forankringen i befolkningen. Vi er et lille samfund, og
udnyttelsen af ressourcerne bør ske med bred deltagelse,” siger direktør Taatsiaq Møller.
“Mens vi afventer afgørelsen om kvotetildelingen, fortsætter arbejdet. Tidsplanen er
stram, og derfor er det vigtigt, at alle ejere løbende kan følge udviklingen,” udtaler
bestyrelsen, der består af tre kvinder og tre mænd fra Maniitsoq, Nuuk og Paamiut.
Selskabets vision er at skabe størst mulig værdi af Grønlands fiskeressourcer gennem
direkte adgang til de internationale markeder uden unødvendige mellemmænd. Det
skal styrke værdiskabelsen i Grønland, skabe tættere relationer til kunderne, styrke
kompetencerne og øge gennemsigtigheden i de priser, som danner grundlag for
ressourceafgiften.
Inua Fisheries Greenland ApS ønsker at være et eksempel på, hvordan et bredt
grønlandsk ejerskab kan omsættes til ansvarlig forvaltning og øget værdiskabelse til
gavn for hele samfundet.




