Qeqqata

Officiel indvielse af den totalrenoverede Atlantkaj i Maniitsoq

Efter en vellykket renoveringsproces er den opgraderede Atlantkaj i Maniitsoq nu klar til officiel indvielse. Projektet fremtidssikrer byens maritime infrastruktur og sikrer forbedrede rammer for gods, passagerer og erhvervsliv.

Maniitsoq tager et afgørende skridt i udviklingen af byens og regionens infrastruktur, når den totalrenoverede Atlantkaj nu indvies officielt. Allerede i slutningen af 2025 blev hovedentreprisen afleveret, og efter de afsluttende færdiggørelsesarbejder i foråret står kajen nu fuldt operationsdygtig med moderne kajudstyr.

Genåbningen markerer en væsentlig milepæl for kommunen, erhvervslivet og de maritime forbindelser til og fra byen. Den moderne infrastruktur vil skabe markant bedre rammer for gods- og passagerhåndtering, understøtte lokale vækstmuligheder og sikre en mere robust forsyningskæde.

Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur, Yderdistrikter og Beredskab, Iddimanngiiu Jensen Bianco, deltager i den officielle indvielse og udtaler:

“Totalrenoveringen af Atlantkajen er et vigtigt løft for Maniitsoq og den maritime infrastruktur i regionen. Jeg er meget tilfreds med det stærke samarbejde blandt alle involverede, som både har sikret en effektiv gennemførelse af projektet og formået at opretholde byens forsyning undervejs og sikret byens udvikling.”

Anlægsprocessen har været kendetegnet ved et tæt og velfungerende samarbejde mellem KJ Construction, Royal Arctic Line, Royal Greenland og øvrige lokale aktører.
Det har krævet en stor og koordineret indsats fra alle parter at etablere den nye kaj med høj kapacitet og fremtidssikrede faciliteter. Netop dette samarbejde har været afgørende for, at forsyningen til Maniitsoq er blevet opretholdt på trods af de uundgåelige begrænsninger, det omfattende renoveringsarbejde har medført.

Praktisk information Den officielle indvielse finder sted den 6. juli 2026 kl. 15.30 på Atlantkajen i Maniitsoq. Alle er velkomne til at deltage i indvielsen.

  • Qeqqata: Søg midler hos Lokaludvalget

  • I Aasiaat blev der i forbindelse med fejringen af Grønlands nationaldag uddelt en kulturpris.

  • Borgermøder om vandkraftprojektet Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua har bidraget med vigtige lokale perspektiver