Sermersooq

75 nye dimittender skal være med til at udvikle Grønland

Grønland har fået 75 nye lærere, sygeplejersker, jurister, journalister, erhvervsøkonomer, teologer og andre vigtige fagfolk.

Ved Ilisimatusarfiks sommerdimission 2026 modtog 75 dimittender deres eksamensbeviser og er nu klar til at bringe ny viden, nye kompetencer og nye perspektiver ud i det grønlandske samfund.

Fra undervisningslokaler og sygehuse til medier, virksomheder, forskningsmiljøer og offentlige institutioner vil årets dimittender i de kommende år være med til at præge udviklingen af Grønland.

Dimissionen markerer afslutningen på flere års målrettet arbejde, men også begyndelsen på et nyt kapitel, hvor de nyuddannede skal omsætte deres viden til handling og bidrage til samfundet.

– Grønland står over for store opgaver og store muligheder. Derfor har vi brug for dygtige mennesker med faglig viden, engagement og mod til at tage ansvar. Det er præcis dét, vi sender ud i samfundet i dag. Årets dimittender kommer til at spille en vigtig rolle i udviklingen af Grønland i de kommende år, siger rektor Mari Kleist.

Ved sommerdimissionen blev der uddannet:

  • Erhvervsøkonomi: 7 bachelorer
  • Journalistik: 3 bachelorer
  • Jura: 6 bachelorer og 8 kandidater
  • Kultur- & samfundshistorie: 4 bachelorer
  • Lærer: 24 bachelorer
  • Oversættelse & tolkning: 1 bachelor
  • Samfundsvidenskab: 1 bachelor og 7 kandidater
  • Socialrådgiver: 1 bachelor
  • Sprog, litteratur & medier: 2 kandidater
  • Sygeplejerske: 8 bachelorer
  • Teologi: 2 bachelorer
  • Almen pædagogik: 1 kandidat

Faglighed hædret med to priser

Som en del af dimissionen blev der også uddelt to priser til studerende, som gennem deres uddannelse har opnået de højeste karaktergennemsnit.

  • Royal Arctic Lines Pris, som tildeles bacheloren med det højeste karaktergennemsnit, gik til Mille Louise Rasmussen (Lærer).
  • Grønlands Erhvervs Pris, som tildeles kandidaten med det højeste karaktergennemsnit, gik til Maliina Vahl (Sprog, Litteratur & Medier).

Priserne anerkender Mille og Maliinas særlige faglige præstationer og understreger den indsats, dedikation og vedholdenhed, som ligger bag en universitetsuddannelse.

En investering i Grønlands fremtid

Ilisimatusarfik uddanner bachelorer og kandidater til en bred vifte af funktioner i det grønlandske samfund. Mange af årets dimittender går direkte videre til job, mens andre fortsætter deres faglige udvikling gennem videreuddannelse og forskning.

Fælles for dem alle er, at de nu bliver en del af den næste generation, som skal være med til at udvikle velfærden, styrke erhvervslivet, skabe ny viden og bidrage til løsninger på de udfordringer og muligheder, Grønland står overfor.

  • Sermersooq: Moskuslicenser i tombola på mandag

  • Fællesspisning med stjernekokke har samlet 17.000 kroner ind til Donnas Dyreklinik

  • Botræningstilbud i Paamiut giver Heine en vej til eget hjem