Borgere i Kommune Qeqertalik, der har oplevet forsinkede kommunale regninger for april og maj, bliver ikke mødt med ekstra gebyrer, oplyser kommunen efter flere henvendelser fra utilfredse borgere.
Forsinkede kommunale opkrævninger har skabt usikkerhed blandt flere borgere i Kommune Qeqertalik, efter regninger for blandt andet renovation, daginstitutioner og andre faste betalinger ikke er blevet udsendt som normalt i april og maj.
Nu understreger kommunen, at der ikke vil blive opkrævet gebyrer i forbindelse med de forsinkede faktureringer.
Det gælder blandt andet betalinger for dag- og natrenovation, daginstitutioner samt øvrige tilbagevendende kommunale ydelser, som mange borgere normalt betaler via PBS.
Kommunen oplyser samtidig, at den har modtaget henvendelser fra borgere, som har reageret på at være blevet sendt videre til Inddrivelsesmyndigheden – på trods af, at de normalt betaler deres regninger til tiden.
Borgere kan stadig blive sendt til inddrivelse
Ifølge de gældende regler mellem Kommune Qeqertalik og Selvstyret skal ubetalt gæld overdrages til Inddrivelsesmyndigheden, hvis betalingen ikke er registreret senest 21 dage efter forfaldsdatoen.
Det betyder, at enkelte borgere kan opleve, at udestående beløb bliver inddrevet via Skattestyrelsens system, selv om forsinkelserne i faktureringen har skabt forvirring.
Kommunen understreger dog, at der i den aktuelle situation ikke bliver opkrævet gebyrer for for sen betaling. Samtidig vil Inddrivelsesmyndigheden heller ikke opkræve gebyrer på eventuelle rykkere, som er sendt ud til borgerne.




